Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Bekendelsen. Johan Friis' Død. Christian Friis' Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forretninger, i Lærdom, i Skæmt eller myndige Raad. Da Vedel
med eet under sin Sjælesorg bliver halv Hofmand og anfører et
latinsk Vers, svarer han vemodigt ved at sige det næste. Men
med stigende Inderlighed klynger han sig til den kirkelige Lære.
Vedel gaar frem med den Grundighed, Forholdene kræver. "Paa det
der skulde intet være om nogen Artikel, som vor Saligheds Lærdom
er mest anrørende, det han kunde tvivle om i nogen Maade, da
satte jeg hannem for de mærkeligste Vidnesbyrd om hver Religions-
Artikel". Johan Friis er selvfølgelig inde i sin Bibel. Vedel
behøver blot at begynde paa Skriftstederne, og Kansleren
fortsætter. Men han kan blot ikke besørge "Bekendelsen" alene.
Da Sjælesørgeren efter et Døgns Forløb henad Morgenstunden vil
søge Hvile, og ogsaa den syge blunder ind, vaagner denne kort
efter og raaber til Niels Friis og de andre om Sengen: "Skaf mig
hid! skaf mig hid!" Da de spørger: "hvad?" svarer han: "Præsten".
Et Bud maa atter hente Vedel, og ved sit Komme i Døren hører
denne, hvorledes den gamle raaber: "Guds Ord vil jeg have, paa
Guds Ord vil jeg leve og dø."
Paany gennemgaaes alle Skriftstederne med tilhørende Forklaringer,
og skiftevis holdes der Bøn og oplæses Kapitler af Biblen. Under
alt dette rejser Kansleren sig engang op i Sengen og opmuntrer sig
selv med de betegnende Ord: "Det er godt at bestille sin Sag den
Stund, man har sin Forstand". Sluttelig svigter dog Kræfterne ham.
Men hans sidste Ord er: Redemisti me, Deus veritatis (Du har
genløst mig, Du Sandheds Gud)[1].
Det ejendommelige ved Johan Friis’ Maade at dø paa er, at man
ligesom mærker, hvordan den sidste Bekendelse bliver til hos ham.
Han kender naturligvis fra Barn af alle Ordene, men de er dog
noget fra ham, hans Virksomhed, hans dagligdags Livssyn
forskelligt, hvori han nu i sin Nød søger Trøst. Han er et fuldt
udviklet, levende Menneske, der, da Turen kommer til ham, kun med
en vis Gysen ved kirkelig Hjælp træder op paa Rettroenhedens
Fodstykke og sætter fra paa det Springbrædt, der skal hjælpe ham
over i den evige Salighed.
Helt anderledes er det med Kansler Christian Friis omtrent 50 Aar
efter. I denne Mellemtid er Menneske og Fodstykke vokset sammen.
Fra Barnsben har Rettroenhed og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
