Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 6. Sjæleringning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dog være paa Spil og vise sin Træskhed. Han forblindede saaledes
den stakkels Mand i Løveherred paa Sjælland 1596, der blev vred
over, at een, han havde haft kær, ikke fik lang Sjæleringning nok.
"Saa løb han selv til og sagde, at der skulde ringes nok, i tusind
Djævles Navn! Og saa ringede han saaledes, at Klokken faldt ned og
gik i sønder og gjorde stor Skade, og han selv blev slagen ihjel;
men Drengen kom til Badskær og blev ved Livet"[1].
Efter Solnedgang synes Sjæleringning ikke at have fundet Sted.
Den maatte da opsættes til næste Morgengry. Det var derfor en
stor Miskundhed, der vistes hver den, som fik Lov at dø om Dagen,
helst i klar Luft, med skyfri Himmel, uden Blæst. Men Herre Gud
naade hver Sjæl, der efter Nattens Frembrud maatte afsted,
hjælpeløs jaget og skræmt i det sorte Mulm af Mørkets Magter som
Raakid af Ræve! Hvor maatte ikke en saadan Sjæl lide og længes
efter den signede Dagning med Hjælp fra det høje. Det var grueligt,
ja, til at blive vanvittig af Rædsel over at tænke paa sligt. Thi
læg Mærke til: de fleste døer om Natten. I den Stund har Satan
sine Ruser ude og trækker sit Vaad mellem Himmel og Jord. Hvad
hjalp selv den reneste Trosbekendelse i Dødsøjeblikket! Blot et
Gran Liv endnu med omtaaget Bevidsthed, og man sad fast i Satans
Masker. Derfor kunde især ved Nattetid ingen Præst raabe højlydt
nok og længe nok Troens Ord efter den bortdragne Sjæl.
Mange Smaatræk viser, hvilket Værd man tillagde Sjæleringningen.
I Aalborg vedtog saaledes Borgmester og Raad 1556, at "naar et
Menneske dør, da skal der ringes med alle Klokker, og saa med
een Klokke, naar det bæres til Graven. Men for et Barn skal
ikke ringes uden med to smaa Klokker, naar det dør, og saa med
een af samme smaa Klokker, naar det bæres til Graven"[2].
Saa omhyggelig var man altsaa i Aalborg for de døde, at hver en
Sjæl, høj og lav, fik Sjæleringning med alle Byens Klokker,
medens man derimod paa Begravelsesdagen, hvor sligt havde mindre
at sige, nøjedes med lidet. At man andetsteds ikke var nær saa
vidt kan ses af, at f. Eks. Præsten Absalon Pedersen i Bergen
blev forundret, naar noget lignende foregik dér. Da en Oldermand
døde den 15de Februar 1569, skriver han derom i sin Dagbog:
"Vardt ringet for hannem i alle Kirker,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
