Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7. Hurtig Begravelse. Sen Begravelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Der var i denne hurtige Fremgangsmaade noget, der tydeligt
nok stammede fra sydligere Forhold, hvor Skyndsomhed af mange
Grunde kunde være nødvendig. Men tillige var denne kirkelige
Hast vel afpasset ogsaa efter Forhold i Norden, og i sig selv
baade smuk og virkelig hensynsfuld. Sorgen og Savnet fik ikke
Tid til unyttigt at klamre sig til de livløse Rester. Tabet
blev ved den hurtige Skilsmisse skaansomt afgjort ved et eneste
Ryk. Men netop derfor fik heller ikke fremmede Følelser
Lejlighed til at trænge sig ind. I den korte Tid mellem Død og
Begravelse var der ikke Plads til andet end Bevægelse, Sorg og
Medfølelse. En Begravelse i den katolske Tid blev derfor som
Regel et gribende Optrin, hvor kun menneskelige Førstehaands-
Følelser kom til Orde, medens Kirken mildt, men myndigt udtalte
sit: Guds Vilje ske!
I disse Forhold foregik der en grundig Forandring ved
Reformationens Indførelse i Norden. Faa faa andre Punkter
blev Forskellen og Overgangen saa tydelig som her. Og ganske
naturligt. Thi Hemmeligheden ved Fortidens Lydighed og Tillid
overfor Kirken ved Dødsfald havde netop været den, at just her
havde Kirken vist sig som mægtigere end alle, Stedfortræderen
for den rige, levende Krist. Ved Barnedaab, ved Trolovelse og
ved Bryllup havde man maaske kunnet give Stemningen Udtryk uden
den, men. her trængte man til den og forstod fuldt dens Omsorg.
Thi hvad kunde lignes med at vide een, man havde kær, betroet i
Døden i Kirkens Arme! For Sjælens Frelse sørgede den. Og
Legemet! Selv den rigeste Fyrste havde ikke kunnet skaffe sig i
Døden saa godt, saa skønt, saa trygt et Hvilested som det, en
almindelig katolsk Kirke bød. Aldrig forladt, Husets Folk oppe
ved Nat som ved Dag. Lys tændt i Mørke, Røgelseduft, Salmesang,
Orgeltoner som Livsens Strømme over den dødes Bolig. Og han
glemtes ikke: Aar ud og Aar ind lød til bestemte Tider Messer for
ham, hvis han havde ønsket det, og det vedblev, selv naar alle
de, der havde kendt ham, var døde. Ja, Alle-Sjæles-Dag lød Messen
for alle afdøde, ogsaa for den fattigste i Hjørnet af Kirkegaarden;
Glimt af Alterlys tittede over Sneen til hans afsides Leje.
Hvad blev der efter Reformationen af al denne Herlighed?
Kun Fattigdom og Tomhed var nu tilbage. En hverdagsstænget,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
