Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning / 119 (1914-1915) Author: Tr. Fr. Troels-Lund Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 11. Ligklæde-Gilde. Den Dødes Dragt. Penge medgives

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

samt den nordborgske Adel Gæst i mit Hus, og gjorde jeg samme
Tid Ligklædegilde"[1]. Omkring Midten af det 19de
Aarhundrede var hos velhavende Bønder i Københavns søndre Birk
40 Koner et sædvanligt Antal ved "Klædegildet"[2].
Selve Gildet og Drikkelaget i det 16de Aarhundrede var, hvor
meget end Mænd deltog deri, ligesom det tidligere, kun et
støjende Akkompagnement eller Efterspil til, hvad Kvinderne
foretog til Smykning af den døde. Som Navnet angav, iførte de
den døde sin Dragt.


Fig. 27. Dommedag. De salige.
Kalkmaleri i Stubbekøbing Kirke.
(Magnus Petersen: Kalkmalerier.)

Men hvilken? Her staar vi ved en skarp Modsætning mellem den
gammeldags og den nye Tankegang. I den katolske Tid havde
Døden været Søvnen. Den dødes Dragt burde altsaa være den
sovendes. Da man i Middelalderen i Reglen laa nøgen til Sengs,
skulde altsaa den døde egentlig ikke være iført noget. Paa
middelalderlige Fremstillinger af Dommedag ses ogsaa de døde
som ganske nøgne, medens Engle og Skt. Peter er iførte Dragt
(Fig. 27-30). Dette vilde jo imidlertid ved Begravelsen stride
mod Sømmelighedsbegreber. Man gjorde da Baaren til Lejet og
lagde den døde derpaa indhyllet, som den sovende i en Seng,
med Lagen og Tæppe. "Jeg er her jordet i denne Ble (Lagen),
at ingen skal mig nøgen se"[3], synger derfor den
katolske Præst Hr. Mikkel i Odense 1496. Lagenet, der ofte var
et Vokslagen, fulgte nemlig med i Graven. Sengetæppet derimod
ikke. Dette sidste var gerne et kosteligt Stykke, hyppigt af
Fløjel og baldyret, der i Byer ejedes af Gilder eller Lag og
laantes eller lejedes ud til Brug ved Begravelser.

Men den døde var efter katolsk Opfattelse mere end en sovende,
det var et sovende Barn. Som smaa Børn svøbtes, førend de
lagdes til Ro, saaledes blev hos velstaaende vistnok hyppigt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>