- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
183

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 16. Den Døde bortbæres af Slandsfæller. Farvel til den Døde. Den Dødes Farvel. Midler mod Gengangere

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

forskelligt fra det jordiske[1]. Bagværk og Ølkande
stod da vistnok ofte næsten urørte paa Skænken, et blot
Sindbillede, en Hjemmets Velkomst, der havde opfyldt sit Hverv
alene ved at skottes til.

Men alt dette blev anderledes efter Reformationens Indførelse.
Naar der nu mellem Død og Begravelse ventedes flere Dage, ja
indtil seks Uger for en Adelsmand, kunde Sindet nok have en
lille Forfriskning nødig til at sættes i Stemning ved.
Fastedage var nu afskaffede, og alt var Køddage for Herren.
En Morgenopstrammer just ved denne Lejlighed dannede en
naturlig Afslutning paa "Ligvagten". Og nu, da al den Satans
Overtro med Messe og deslige var bortfalden, hvilken Art
Sammenskud kunde da vel baade den afdøde bedre, end naar to
Bægre mødtes, og et Par ligestemte Sjæle drak en god Taar paa
hans Velgaaende! Af fuldt Hjerte bød da Hjemmet nu den
indtrædende Flok, "den afdødes Standsfæller", velkommen.
Og paa uskrømtet, gammeldags Vis gav disse det ene rette Svar
ved hjerteligt at tage til Takke.

Der kan ikke være Tvivl om, at den nye, fulde Forstaaelse af
den gamle Skik udstraalede fra Adelens Begravelser. Men i et
Nu fængede den gamle Tankegang hos alle, høje og lave. Det
16de Aarhundrede havde knapt passeret sin Middagshøjde,
førend det lyste over det sjældne Syn, et endrægtigt Folk.
Ja, Nordens Enhed var paa dette Omraade en fuldendt
Kendsgerning. Vel myrdede svensk, dansk og norsk fremdeles
hinanden i den nordiske Syvaarskrig. Men de mødtes i det
væsentlige: at tømme et højt Bæger for de afdøde fra tidlig
Morgenstund ved Begravelsen.

Hvor højt dette Bæger var, og hvor livligt alt gik til, hvad
enten Frokosten som hos Adelen forfinet betegnedes blot som
"Vin og Konfekt" – "du skal, naar Adam Normands Lig udbæres,
alene lade Bordene tilrede med Konfekt og lade give Vin"[2]
– eller Frokosten hos andre mere ærligt angaves som Sulemad
og "Sjæleøl"
, det viste sig i Virkningerne. Man kom i Stemning.
I rigtig glad Stemning. Denne kunde naturligvis overdrives.
Det var ikke blot paa Gotland, at der maatte sættes Straf for,
at Ligfølget mødte drukkent i Kirken[3]. Fra Norge
hører vi om det samme. Da f. Eks. Biskop Jens Nielsen


[1] P. Seidelin: Diplomat.
Flensborg. I. 101, 457, 469.
[2]
Sjællandske Tegnelser 21. Marts 1595.
[3] Supplement til
Chr. III’s Historie S. 184.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0183.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free