Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 16. Den Døde bortbæres af Slandsfæller. Farvel til den Døde. Den Dødes Farvel. Midler mod Gengangere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
omtaagede Blik sammen i eet som blot glade Drikkebrødre. Men
i Længden kunde det ikke forblive skjult, at hvad her gav sig
ud for frisk Lutherdom var den løjerligste Blanding af gammelt
og nyt, forældet og upassende. Fra det 17de Aarhundredes
Begyndelse fik man Øjnene op, og med stigende Iver søgte man at
raade Bod paa alle Urimelighederne.
Thi det var klart, at hvad der havde kunnet gaa i en Oldtid
med svagere udviklede Finfornemmelser, hvad en Sct. Knuds
Gildebroder i Middelalderen endnu havde paataget sig som en
Ydmygheds og Kærligheds Pligt, der havde Værd for Gud, det
skulde mangen nu have sig frabedt. Tidens Retning gik jo
netop bort fra de gode Gerningers Værd. At et Medlem f. Eks.
af "det danske Kompagni" i København skulde møde 1625 og
bære Lig, hver Gang en, der havde haft noget med Laget at
gøre, var død[1], det faldt lige saa urimeligt,
som om i vore Dage et Medlem af Grosserersocietetet eller
en Skydebanebroder til Stadighed skulde stille som Ligbærer.
Og Tiden piskede Forstaaelsen ind. Thi den ene hærgende
Farsot efter den anden gjorde den gammeldags Pligt baade
uoverkommelig og ulidelig.
Hertil kom, at det staaende Krav paa Beværtning kun vanskeligt
kunde ske Fyldest, hvor Midlerne var smaa. Allerede Frederik II
havde 1585 strengt maattet paatale den Uskik i Skaane, Halland
og Blekinge, at "Standsfællerne" i travle Tider ikke vilde møde,
førend de var sikre paa, at mindst een Tønde Øl ventede dem[2].
Datiden savnede vel Blik for det mislige i under Pestforhold at
overdrive Øldrikningen. Venligt løb man tværtimod ud paa Gaden
efter Følget og bød dem endnu en Efterslurk paa Vejen[3].
Men hvor højt man end satte Drik og en hæderlig Rus, kunde man
dog i Længden ikke undgaa, at i det mindste den fremmeligere
Bybefolkning lidt efter lidt forfinedes. Synet af et beruset
Ligfølge forekom fremmede stødende. Det var heller ikke ganske
farefrit for den enkelte, naar Ligbærerne ikke havde Magt over
Kisten. At begynde saa tidligt var desuden for de fleste uvant.
Dagen var lang, og Vorherre havde indrettet hver af dens Tider
til sit bestemte Brug. Hvorfor ikke vente med Rusen til efter
Kirken, naar ens Dont var omme! Gert Ranzau bestemte kort før
sin Død (1627), at der paa hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
