Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 16. Den Døde bortbæres af Slandsfæller. Farvel til den Døde. Den Dødes Farvel. Midler mod Gengangere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det er ret oplysende at se, hvorledes i England de samme tre
oprindelige Led forskød sig paa anden Vis, men i ikke meget
forskellig Aand fra den i Norden. I det 17de Aarhundrede var i
England den afdødes "Genmæle" forlagt til Testamentet, hvori det
nu var Skik at bringe sine Venner en sidste gemytlig Hilsen ved
at bestemme en vis Sum til "at drikke for ens Sjæl". "Mæle" og
"Eftermæle" kom derhos ikke længer i rette Følgeorden, men var
blevne samtidige, som kan ses af følgende Rejsebeskrivelse fra
1672: "Jeg var tilstede ved en Lords Begravelse i Shrewbury. Da
Slægt og Venner var samlede i den dødes Hus, gik en Præst midt
ind i Værelset og holdt for Selskabet en Ligtale, hvori
opregnedes den dødes store Handlinger, hans Dyder, hans
Egenskaber, hans Adelstitler, og hele hans Familjes. Det maa
bemærkes, at under Talen stod der paa Kisten et vældigt Bæger
Vin, hvoraf enhver drak paa den dødes Sundhed. Da dette var endt,
tog seks Mand Kisten paa deres Skuldre og bar den til Kirke"[1].
Men man var i det 16de Aarhundrede i Norden kommen sammen for andet
og mere end for at sige smukke Ord. Det var en Udsættelsesforretning.
Den burde udføres ganske vist med kærlig Hensynsfuldhed, men tillige
saa eftertrykkeligt, at den døde hverken fik Lejlighed til at tage
noget med sig eller skulde falde paa at vende tilbage igen.
For at sikre sig i saa Henseende, iagttoges der en Mængde
Forsigtighedsregler, anvendtes der alle mulige Kneb, som
Aarhundreders Erfaring havde lært at anse for de sikreste.
Ingen var saa beruset, at han jo nok huskede, at Staalet paa
den dødes Bryst skulde fjærnes, førend Baaren båres bort. Til
Gengæld blev Hesteskoen over Indgangsdøren sat godt fast, for
at den døde ikke skulde vende tilbage ad den Vej. Selv i det
højtidelige Øjeblik, da Baaren standsede i Udgangen, og den
døde sagde sit Farvel, var der meget at tænke paa. Baaren
skulde sænkes tre Gange. Var det een Gang for hver af
Personerne i Treenigheden, eller for hvert af Thors tre
Hammerslag, hvormed Hjemmet nu tilsloges den nye Ejer? Men
hvor var Udgangen? I Reglen benyttede man ikke Indgangsdøren,
thi ad denne kunde jo den døde, naar han vendte tilbage, gaa
ind igen. For at vildlede den døde satte man enten Baaren ud
gennem et af Vinduerne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
