Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 17. Ligtoget. Peblingerne. Salmesang. Lys. Præsterne. Den Døde. "Følget". "Føre Lig om Lande"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indtil de fik deres 2 1/2 gamle Daler. En Bestemmelse som denne
maler Tiden. Det var varm Følelse for den nye Institution, Skolen,
der jo nu efter Reformationen skulde, udsondret fra Kirken, prøve,
skøndt luvfattig, at staa paa egne Ben; og det var billig
Misfornøjelse med Tidens Hoffærdighed, der tilsammen havde
dikteret denne Bestemmelse. Men dog maa det have været et
løjerligt Syn, naar den sidste Salme: "Nu lade vi hannem da sove
i Fred" var udsungen, at se Metropolitanskolens Rektor i Spidsen
for sine brave ile frem for at rive det sorte Engelske fra Baaren
til sig, medens Familjen endrægtelig søgte at værge det, og
Kræmmeren, der endnu ikke havde faaet sine Penge derfor, i
Spænding saa til. Saa var det et langt mere tiltalende Billed det
andet, som Bispen og Universitetets Rektor ogsaa gav Udkast til:
Overenskomst med Adelsfolk eller fremmede, der ønskede Skolesang.
Overfor disse maatte Skolemester og Hørere slaa Streg over Takst
og forlange, hvad de kunde drive det op til. Tre Fjerdedele af
Byttet maatte de "dele indbyrdes, som de bedst kunde". Men
Fjerdeparten skulde her som altid tilkomme Peblingerne[1].
Med Kendskab til Datids Skoleskik var det maaske ikke saa
urimeligt, hvad gode Betalere stundom tillod sig: at tage Styret
fra Rektoren ved at underordne ham Overkommandoen og saaledes
hindre det livlige Fortrav i altfor frie Bevægelser. Ved Fru
Margrethe Valkendorfs Begravelse f. Eks., i Februar 1585 fra
Glorup, gik Svendborg Skole i Spidsen. "Hver af dem fik, som
mig er sagt, to eller tre Alen Engelsk". Men forud for Skolen
"red nogle Hofmænd paa Heste"[2], for som Adjutanter at indramme
Toget. Gik Skolepersonerne for hurtigt paa eller brød Ordenen,
kunde Hestehalerne vel daske dem i Geled. Med saadanne Forhold
for Øje maa man iøvrigt give Fyns Biskop Ret, naar han allerede
en Snes Aar forud udtalte, at det var svært for Peblingerne
"især hvor lang og skiden Vej er til Kirken, at undgaa at falde
med Lysene eller trænges ud i Dynd og Dræk mellem Vogne og
Heste, sønderlig om Vintertid, og derover fare ilde, hvilket
ikke tilbørligt er"[3].
Hvad der paa Nutiden gør et endnu stærkere Indtryk er,
at denne Skolebørnenes Optræden ved Begravelser ikke blot
var noget, der kunde falde for, men hyppigt endog udgjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
