- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
203

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 17. Ligtoget. Peblingerne. Salmesang. Lys. Præsterne. Den Døde. "Følget". "Føre Lig om Lande"

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fik i Danmark nøjes med Salmesang. Selv ved Frederik II’s
Begravelse 1588, hvor dog Musikanterne fulgte med i Toget, tav
de. "Trompeterne havde paa sørgelig Vis nedlagt Trompeterne
paa deres Aksler, overdragne med sort Slør og Silke"[1]
(Fig. 48). Først under Enevælden, da alt, hvad Begravelse i
Danmark angik, naaede sit højeste Flor, begyndte man her at
anvende Instrumentalmusik ved større Ligtog
, i Lighed med
hvad der alt havde fundet Sted ved den udvalgte Kong Christians
[Chr. IV’s Søns] Begravelse 1647. Denne langt kostbarere Form
for Toneværn om den døde fortrængte saa efterhaanden ikke blot
Fanden, men ogsaa Peblingerne og deres billige Sang fra
Ligtogene. Ved Forordning af 7de Novbr. 1682 forbødes al Sang
af Skolebørn paa Vejen til Kirke saa vel i Købstæder som paa
Landet. Børnene maatte kun "møde i Kirken og dér Sangen
forrette". I Norge var Savnet af Skræmmestøj i Mellemrummet
mellem Salmerne dog altfor føleligt i det 16de Aarhundrede.
Vel hujede og hvinede nogle af det berusede Følge efter Evne.
Men dette slog dog maaske næppe til Man tyede da til det Middel,
i Mellemrummet mellem Salmerne at ringe med Bjælder undervejs.
Det laa saa nær i et Land med megen Kanefart. Christian IV,
der ikke var hjemmevant med denne Form for Djævlebesværgelse,
forbød – uvist dog med hvilket Held – i sin norske Kirkeordinans
af 1607 baade "Bjældeklang og andet saadant Aberi"[2].

Det vilde maaske baade i Danmark, Norge og Sverige have set galt
ud med den dødes Fred undervejs, hvis denne alene skulde have
været skærmet ved Salmesang og Støj. Selv om, som ved Hertug
Hans den Ældres Begravelse i Slesvig 1581, ikke blot smaa og
store Skoledisciple - Peblinger og Degne - men ogsaa de bagefter
kommende Præster alle stemmede i med,[3] vilde det dog
maaske næppe have forstaaet. Heldigvis kendte man et andet,
ældgammelt og prøvet Middel mod den Onde: Ild. Skoledrengene bar
derfor tillige Lys for den døde
.

Lutherdommen kom overfor disse Lys i en meget vanskelig Stilling.
At Ildflamme var et yderst virksomt Renselsesmiddel, der fordrev
alt Djævelskab, derom havde fra umindelige Tider alle været enige
og var det fremdeles. Den Sandhed



[1]
Resen: Frederik II’s Krønike S. 359.
[2]
Paus Saml. III 515.
[3] P. Rhode: Haderslev
Amts Beskr. (Kbhvn. 1775). S. 40.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0203.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free