Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 17. Ligtoget. Peblingerne. Salmesang. Lys. Præsterne. Den Døde. "Følget". "Føre Lig om Lande"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
med den mest stamtavlemæssige Nøjagtighed om, at det var denne
bestemte Ulfstand, Friis, Bille eller Oxe. Alder og Køn lod sig
med samme Lethed tyde. Hvis den afdøde blot var et Barn, fremgik
dette enten af selve den dødes Ansigtstræk paa Baaren eller
senere af Kistens Størrelse. Var det en voksen, viste det sig
allerede paa lang Afstand, om det var en Mand eller en Kvinde.
For Kvinders Vedkommende nøjedes man nemlig med Vaabenskjoldene
paa Lysene, der især var talrige, hvis det var Husfruen. For
Mænds Vedkommende skulde ikke blot deres Vaabenskjold, men
deres Hest, Rustning og Sværd føres foran den afdøde. Dette
iagttoges ved enhver Mand, naar han blot var "Væbner" eller som
det nu næsten altid kaldtes: var "værgagtig", det vil sige,
havde Ret til selv at bære Vaaben, hvilken Ret i Reglen
erhvervedes i det 18de-20de Aar. Et Par Eksempler: I Rustkamret
paa Nielsstrup hang der efter Albert Oxes Død 1577: "to fulde
Kyrasser, seks blanke Harnisker, endnu et fuldt Kyras, som blev
ført for salig Albrit Oxes Lig" ... o. s. v.[1]. Da
Peder Skram 1581 blev begraven i Birk Kirke fra sin Gaard Urup,
red foran ham "en af hans Tjenere, som dagligt varede paa ham,
og førte hans forgyldte Kyras og hans forgyldte, dragne Sværd,
med hvilket han red ind i Kirken og førte for ham og holdt det,
saalænge Prædiken varede, og til han var i sin Grav"[2].
Ved Gert Ranzaus Begravelse 1627 "kom en Rytter, som var den
salig Statholders Livtjener, iført hans Kyras og førende i den
højre Haand et forgyldt, draget Sværd, hvis Hest med sort Klæde
var overtrukken, og blev saaledes holdende i Kirken næst ved
Liget den hele Prædiken igennem"[3].
Forgæves gjorde Gejstligheden i det 16de Aarhundrede Indsigelse
mod, at Hesten saaledeskom i Kirke. Ovenomtalte Bisp, Niels
Jespersen i Fyn, erklærede 1566: "Hesten skal ikke indrides i
Kirken, men den, som saadan Rustning fører, maa afsidde og bære
det ind før eller efter Liget, som det sig bekvemme kan, og
lade Kirken, som er vort Bedehus, nyde sin tilbørlige "Førm"
[Fred] uden slig Urenhed og Besmittelse"[4]. Men lige
meget hjalp det. Gejstligheden havde heller ikke sær Grund til
nu at glæde sig herover. Tidligere havde den maattet beholde
Hest og Vaaben og gjort sig dem godt betalt. Nu forsvandt ofte
begge saa hurtigt, som de var komne. Peder Skrams Hest var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
