Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 18. Ankomst til Kirken. Ligprædiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det hele, man herved opnaaede, synes dog kun at have været, at
Rundgangene ved de mere officielle Begravelser forkortedes fra
tre til een. Selv ved Gert Ranzaus Begravelse 1627 i Kiel, hvor
Christian IV personligt fulgte og gik lige efter Kisten, "bares
denne efter Sædvane en Gang omkring Kirken"[1].
Som det gik hos Adelen, gik det et Par Aarhundreder senere hos
Landbefolkningen i det hele. Om Almueskik i Nørrejylland hedder
det 1807: "Tilforn var det Brug at gaa Kirken tre Gange rundt
med Liget, før det sattes i Graven. Derefter blev denne Rundgaaen
indskrænket til een Gang, hvilket dog nu næsten skal være gaaet
af Brug, saa at man gaar den nærmeste Vej til Graven"[2]
Hele Norden over, fra Vossevangen til Holsten kan Sporene af
Skikken endnu paavises i dens Overgange og jævne Forvitring.
Ved Aabenraa og Flensborg synes man længere end andetsteds at
have vedblevet at bære den døde tre Gange om Kirken[3]. I
Sønderjyllands Hedeegne bar man endnu 1863 den døde en Gang
om Kirken[4]. Ved Ry i Nørrejylland brugte man 1893
at bære Kisten tre Gange om Graven[5]. 1896 bar i
Nordsjælland en udsendt Kommando af Fodgarden efter Egnens
Skik en der hjemmehørende afdød Menig først en Gang omkring
Kirken, inden han bares til Graven[6].
Naar i det 16de Aarhundrede Toget tre Gange havde vandret
omkring Kirken, traadte endelig de forreste Lysbærere ind i
Vaabenhuset og alle, de levende og den døde, fulgte dem
videre ind i Kirken.
Hvad skulde man egentlig herinde? I Aarhundredets første
Tredjedel, i den katolske Tid, havde Svaret været nemt nok.
Her skulde læses en Messe over den døde, det er: En
Gejstlig skulde ved et af Altrene velsigne Vin og Brød og
herved ofre Kristus paa ny til Gunst for den afdødes Sjæl.
Men efter Lutherdommens Indførelse var jo Læren om Messeofret
bortfalden som Løgn og Bedrageri. Nadveren antoges nu kun at
udøve Virkning paa den, der selv nød den. Hvad skulde man da
nu inde i Kirken? Hvorfor nøjedes man ikke i alle de Tilfælde,
hvor den døde ikke skulde jordes i Kirken selv, men ude paa
Kirkegaarden, med at blive herude? Spørgsmaalet grov sig
dybere ned endnu. Var overhovedet Hjælp af Præst ved
Begravelse nu længer nødvendig?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
