- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
279

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 20. Gravens Sted. Kirke eller Kirkegaard. Ligsten. Uindviet Jord. "Høj og heden Jord." Selvmorderens Plads

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og Forhold gjorde vedkommende sikker i Henseende til de to første
Goder: bedste Omhu og bedste Plads. Frederik II’s ugifte Farbroder,
Hertug Hans den Ældre, er et godt Eksempel. Han var født til at
blive højsalig og ligge i Domkirkekor. Hvad ønskede han da mere?
Da han var død 1580, skrev Frederik II om ham: "Højbemeldte vor
kære Farbroders Medicus har berettet Os, at Hans Kærlighed udi sin
Velmagt skal have sagt, at efterdi udi Domkirken til Haderslev
skal ligge mange af hans Undersaatter af Adelen og andre, som Gud
hannem her udi Verden har givet, imod hvilke han sig saa havde
forholdt, som han vilde ansvare for Guds strenge Dom, da vil Hs.
Kærlighed, efter at Gud havde kaldet ham fra denne Verden, have
sit Ligs Lejersted hos samme hans Undersaatter, at Hs. Kærl. med
dennem og hos dennem kunde opstaae og møde til Herrens Domsdag"[1].
Han fik ikke sit Ønske opfyldt. Hans Broder, Hertug Adolf, tvang
igennem, at han kom til at hvile fjærnt fra gamle Bekendte;
fornemt, men alene i Slesvig Domkirke.

Uhyggeligt var der ude paa Kirkegaarden. Det nyttede ikke, at man
søgte at stramme sig op ved Minderne fra den katolske Tid, da
ogsaa Kirkegaardene havde været ansete, og da man kunde paavise
dem, der havde været beregnede paa at rumme hele Menigheden lige
fra Lensmanden nærmest ved Kirken mod Øst til Bønder, Frigivne,
og sluttelig Trællene langs med Kirkegaardsmuren[2].
Slige gamle Historier gjaldt nu kun som Ammestuesnak. Modsætningen
var altfor skrigende mellem de skønne Kirkegaarde, som de ældre
endnu kunde mindes, og det Uføre eller Vildnis, som nu gik under
samme Navn. Man maa derfor heller ikke lade sig skuffe, naar der
nu til Dags stundom findes anbragt rundt om paa Landets
Kirkegaarde smukke Gravsten fra omkring Aar 1600. De er ved
Tidernes Ugunst blevne fortrængt fra den Kirke, hvor de oprindelig
hørte hjemme. Omstaaende Billed af en saadan Gravsten fra Vallø
Kirkegaard faar tjene til Eksempel (Fig. 67). Det vilde sikkert
have gyst baade i Bodil Hansdatter og hendes Husbond Anders
Frantsen, om de havde kunnet ane, at dette Gravminde, som han,
Raadmanden i Køge, rejste dèr over sin Hustru, Enke efter en
Borgmestersøn sammesteds, engang skulde havne paa en Landsby-
Kirkegaard.


[1]
Fr. II til Kansler Niels Kaas, dat. Skandersborg 12. Novbr. 1580.
Sjællandske Tegnelser.
[2]
Kirkehist. Saml. I 11 Anm. XXX.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0279.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free