Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 21. Jordpaakastelse. Verdslig Mindetale. Klage over Drab. Niels Ulfstands Begravelse. Signet tilintetgøres. Testamente og Gældsbreve oplæses over Graven. Arv og Gæld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det saaledes: "Enken, som følger Liget til Graven, tier stille
hele Vejen. Men naar Jordpaakastelsen sker, græder og skriger hun
saa højt, at man har svært ved at høre Præsten; men sjældent
synes nogen Taare at flyde"[1]. Almindelig var eller
blev denne Skik dog ikke, den stred altfor meget mod den nordiske
Folkekarakter.
Efter Jordpaakastelsen faldt Koret atter ind og istemte Salmen:
"Nu lader os hans Legem begrave". Med denne blev det ved lige til
det næstsidste Vers, der begynder saaledes: "Nu lade vi hannem
sove i Fred". Her stoppede man pludselig. Thi dette var endnu
ingenlunde Meningen.
Tværtimod. En af den afdødes Standsfæller traadte frem og - holdt
en Mindetale.
Dette var noget, som den lutherske Adel havde indført, en ny Form
for Indsigelse mod den katolske Kirkes Messetjeneste ved denne
Lejlighed. Det var den moderne Begejstring for "Ordets Magt", der
her gav sig Udslag. Men der var heri tillige noget, der gik paa
Skraa af den lutherske Bevægelse. Fra et luthersk Synspunkt var
"Ordet" Prædiken, og det maatte være nok, naar Præsten i sin Tale
nys havde fremhævet den afdødes Trosliv og kristelige Endeligt.
Men for denne nye Tankegang var dette langt fra tilstrækkeligt.
Der krævedes en klar, frisk Omtale af den afdøde blot som Menneske
og Standsfælle.
Hvad var dette nye, der saaledes brød frem og skaffede sig Plads?
Det var simpelthen Oldtidsskik, som Romerkirken saa længe havde
holdt nede eller næret med Fangekost ved Oplæsning af Testamentet
ved Begravelse. Det var det gamle Høvdingkrav paa hæderlig Omtale,
før Højen luktes. Det var det sidste Led af den hedenske Treklang:
Mæle, Genmæle, Eftermæle – eller Maal, Skilsmaal, Skudsmaal
– den ældgamle nordiske Skik, der paany klang igennem med Nutids Krav og
gamle Minders Ret.
Desværre er intet saadant Skudsmaal eller Eftermæle fra det 16de
Aarhundrede bevaret. De nedskreves vel næppe. Vi veed kun, at
Skikken var almindelig baade ved Adelsmænds og Adelskvinders og
ved Gejstliges Begravelse. Biskop Niels Jespersen i Fyn, der har
givet en Fremstilling af,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
