Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Klædedragtens Stof og Farve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Klædningernes Yderlag var kostbart, Foret ligesaa. Men dyrest
af alt var dog to Former for Anvendelse, som der hørte det 16de
Aarhundredes Tankegang til for fuldt at gennemføre.
Det havde tidligere været en indgroet Opfattelse, at et
Klædebons Godhed afhang af dets Varighed. Stadsstykker gik i Arv
fra Slægt til Slægt. I Modsætning til denne gammeldags
Tarvelighed og Soliditet begyndte der imidlertid i det 16de
Aarhundrede at gøre sig en hel ny Betragtningsmaade gældende, hvis
Virkninger ogsaa blev kendelige i Norden. Det ansaas nu for
upassende at optræde oftere i en og samme Dragt. Den
enkeltes Rigdom og Smag burde netop vise sig i en bestandig
Afveksling, der aldrig tillod Øjet at vænne sig til eller at genkende
det samme Klædningsstykke.
Hermed var der aabnet et bundløst Dyb for forøget Ødselhed.
Om end Trangen delvis kunde imødekommes ved Tilvirkning af
straalende, men mindre holdbare Tøjer, saa var det dog umuligt
ad denne Vej at faa Regningen til at stemme. Det, at være paa
Moden og at kunne bevæge sig ved Hove, blev nødvendigvis en
Kilde til uafbrudt igenkommende Udgifter.
I Udlandet antog hele denne Retning forbavsende Omfang. Om
den franske Prinsesse Elisabeth (Fig. 102), der blev gift med
Philip den Anden af Spanien, fortæller saaledes en samtidig
Beundrer[1], at
hun ypperligt vidste at omgaa sin Mands Urimelighed.
Hans Forbud mod at skifte Mode holdt hun sig ganske vist
efterretteligt, men til Gengæld indførte hun at besætte hver Dragt paa
en ny Maade, og aldrig at bære samme Dragt, den være sig nok
saa kostbar, mere end een Gang. Ad denne Vej lykkedes det
hende at blive ham lige saa dyr, som om hun havde faaet Lov til
at veksle Snit. En venetiansk Gesandt, der Aar 1577 besøgte
Paris, beretter, at det ved Hoffet dér var Skik gentagne Gange
om Dagen at veksle Dragt, og at ingen Hofmand kunde optræde
passende uden at være forsynet med 25-30 forskellige
Stadsdragter[2].
Dronning Elisabeth af England, der trods al sin
Myndighed stadig appellerede til mandlig Beundring, efterlod
sig ved sin Død ikke mindre end 3000 Dragter
[3].
I Norden træffer vi tydelige Spor af, at den samme Lyst til
Afveksling var ved at trænge igennem hos de højere Stænder.
Allerede Frederik den Første maatte udstede Forbud imod, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
