Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Udsigt over Fødemidlernes Udviklingshistorie i Norden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betale en Bøde og gøre offentlig Afbigt; vægrede han sig ved at
bede de Paagældende om Forladelse, skulde han sættes i
Halsjærn under Gudstjenesten. Saa stærk var imidlertid Fordommen,
at end ikke denne kongelige Forordning forslog, førend trindtom
i Landet Amtmænd, Præster og Sognefogder gik i Spidsen og
ved selv først at lægge Haand paa de døde Dyr viste, at der ikke
hæftede noget uærligt herved[1]. Først ved Midten af det 19de
Aarhundrede, maaske ikke uden Indflydelse af Krigsforholdene,
hvor Heste og Mennesker faldt og jordedes Side om Side, synes
hvert Spor af den gamle Banlysning endelig at være forsvundet
i Danmark.
Den anden Bestemmelse, som Kirken opstillede, var, at Fasten
burde overholdes. Det gik vel i Norden som andetsteds, Kirken
maatte tilkøbe sig Befolkningens Villighed ved at give Tilladelse
til forud for den kedsommelige Fastetid ret at slaa Gækken løs
i Fastelavns-Løjerne. Men kunde hvad der blev vundet og tabt
saaledes maaske gaa lige op, saa indførtes der en Forandring af
virkelig Betydning, da Ugedagene blev inddelte i de saakaldte
Køddage og Fiskedage. Ved denne Ordning, der kun tillod
Kødspisning paa tre Dage og henviste de fire andre til en halv
Faste med alene Fiskemad, blev ikke blot Levemaaden mere
regelbunden, men først og fremmest blev der sat en Stopper for
den gammeldags Umaadelighed, idet fra nu af intet Gilde godt
kunde fortsættes flere Dage i Rad.
Et ligefremt Angreb paa Umaadeligheden rettedes der endelig
ved Kirkens tredje Paastand, der betegnede Fraadseri og
Drukkenskab som Synder, Afholdenhed derimod som en
fortjenstlig Gerning. Herved forrykkedes ganske de
gammelnordiske Begreber, der netop gik ud fra, at det var Værtens Ære
at faa alle de Indbudne overlæssede med Mad og forsvarligt
tildrukne, ligesom det var Gæsternes Pligt i saa Henseende at
hædre Huset. Det nye Syn paa Sagen maatte forekomme
forunderligt snævert og uhjerteligt. Men Kirken veg ikke tilbage.
Den betegnede selv den ulasteligste Lægmands-Levemaade som
blot kødelig og verdslig, og fordrede af sine egne Tjenere, de
aandelige, Gejstligheden, en højere Afholdenhed. Danmark blev
endog Vidne til, at det i enkelte Klostre forbødes Munkene at
nyde andet end Planteføde. Hvad der paa dette som paa andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
