Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Overtro. Djævletro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forgjorte krævede dette, thi man havde flere Tilstaaelser for, at
disse ikke vilde kunne komme til deres Velfærd og Lykke igen,
førend alle skyldige havde lidt Døden[1]. En lille Forandring i
Rettergangen indførtes i Danmark Aar 1576, da det altfor ofte
havde vist sig, at man havde brændt bevisligt uskyldige
[2].
Det bestemtes, at enhver Trolddoms Sag herefter skulde indankes
for Landstinget og ikke som forhen være færdig med
Nævningernes Dom[3]. Men nu som før vedblev man at anvende Pinebænk
for at fremtvinge Tilstaaelse. Pinslerne bestod i, at den mistænkte
bandtes paa en Stige og "straktes". Om Præsten Hr. Jens
Paaske, der uskyldigt anklagedes for at have været med at forgøre
Flaaden 1543, hedder det, at han hang "udstrakt paa en Stige,
saa hårdt, at hans Lemmer maatte skilles ad", men han vedblev
at raabe: "Nej! Nej! Jeg vil gerne dø, men uskyldig er jeg"
[4].
Undertiden synes man at have forøget Pinen ved at vende Stigen
om, saa at den fastbundne vendte nedad, eller ved Paasættelsen
af Tommelskruer, brændende Spænder, Anbringelse af
Bækkener med Gløder under Stigen[5] o. s. v. "Alt dette bekendte
"Hellig Ludse", da hun var bunden paa Stigen for Ilden", hedder det
om et Forhør[6].
En uhyggelig Betænksomhed var det at afholde
Forhøret over en Kvinde midt under hendes Fødselsveer
[7].
Dødsdommens Fuldbyrdelse, der maatte anses for en
kærkommen Befrielse fra alt videre pinligt Forhør, foregik vistnok i
Reglen saaledes, at et Baal optændtes paa Galgebakken, og den
dømte, naar Baalet var godt i Brand, kastedes fastbunden paa
en Stige ind i Flammerne. I Ribe synes det at have været Skik
at fremskynde Døden ved at lade en Pose med Krudt være
bunden til Forbryderens Ryg. Dette kunde for saa vidt kaldes
en mild Fremgangsmaade, som man ved Kætterbaalene
andetsteds plejede at lade den dømte staa bunden paa Baalet og
langsomt naas af Flammerne[8] (Fig. 39 og 40).
Spørger vi om det Omfang, hvori denne Øvrighedens
Nidkærhed gjorde sig gældende, saa viser Forfølgelsen sig at have taget
sit Opsving lige efter Reformationens Indførelse, først i Danmark,
lidt senere i Sverige. De tidligste Ofre i Danmark synes at have
været Bodil Lauritzes og Karen Grottes, der begge blev brændte
i Stege enten Aar 1539 eller 1540[9]. I Sverige brændtes den første
Heks 1559[10].
Men med en rivende Fart tiltog saa Ofrenes Antal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
