Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkegaard - Kirkens Ydre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kirkegaarden, dèr have I en hel Mark at snakke i". I Modsætning til
saadant Misbrug anbefalede han at tænke paa Død og Dom og
opsøge sine Forældres Grave; men ihukommende den katolske
Lære om Skærsild og Forbøn for de døde tilføjer han: ikke for
at bede for dem, det have de ikke Behov, de have deres Dom
længe siden borte, men for at betænke ved deres Grav, at du skal
og engang selv dø[1]".
Faa var dog uden Tvivl de, der rettede sig efter denne
Opfordring. Og det kunde vel ogsaa have sin Vanskelighed at finde en
bestemt Grav, nu, da alle Kors efter Befaling var borttagne,
Gravene med Flid jævnede ud, saa at ingen Tue viste Vej, og
Kirkegaardens hele Pasning indskrænket til, at Præsten havde
faaet Anvisning paa dens Høslet[2].
Enhver, der var noget til Aars, maatte kunne mindes en Tid,
da her saa anderledes ud, Ingen
kyndig Haand fredede nu længere om denne Plet. Risten ved
Døren, til at holde Kvæget ude, manglede hyppigt, eller Porten
var ikke til at lukke, saa at, som Palladius udtrykker det: "Øg
og Fæ kom at beklikke det Sted, hvor dine Forældre hvile, og
du selv agter at hvile hos". Over den nedfaldne Mur havde ofte
alfar Færdsel skudt Genvej, og Uryd og Affald laa henslængt
paa de ledige Pletter mellem Nælderne[3].
Og lod man Blikket glide op ad Kirkebygningen, mødte der
En et ligesaa bedrøveligt Syn, Muren var hyppigt revnet og
medtagen, Taget itu, Taarnet ludede. Og dette galdt ikke blot
Landsbykirkerne, men Nordens stolteste Bygninger. Domkirkerne i
Strengnäs, Westerås og Linköping maatte nøjes med Straatag
[4],
Domkirken i Trondhjem var ved Aarhundredets Midte saa
forfalden, at naar det sneede og regnede, kunde ingen staa tør i
Kirken, og det var forbundet med Livsfare at opholde sig
derinde[5]. Og endda var det gaaet disse Kirker, der blot havde mistet
deres Midler, naadigt imod de utallige Kirker og Klostre, der
var blevne inddragne eller nedrevne, bortkørte som gamle Sten,
en ringe Del som Almisse til de Kirker, der fik Lov at bestaa,
Broderparten til nye Slotte eller Herregaarde
[6].
Men hvad var der da sket, siden al denne Ødelæggelse
uhindret kunde foregaa? Havde Vantroen sejret, var Kristendommen
ved at udryddes? Ingenlunde. Men paa en eller anden Vis maatte
Herren samtidigt med Reformationens Indførelse have givet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
