Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Julen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
virke paa Sindet. Maaske paavirkedes de yderligere af en
tilstedeværende Tro paa Mørkets Magter hos de overvundne ældre
Beboere. Vi veed intet nærmere herom. Men bag Julens Lysfest
tegner sig spredte Træk af en ældgammel Julens Mørkefest, en
Fest for, hvad Mulmet har slugt og den sorte Jord rummer: de
døde.
En lignende Fest fejredes hos de hedenske Stammefrænder
mod Syd, og Romerkirken var sluttelig klog nok til at optage den
som en Allesjælesfest, der skulde højtideligholdes den 2den
November. I Norden gav Vintermulm og Kulde den ældgamle Fest
et endnu mørkere Præg, og ganske naturligt bevarede den sin
gamle Plads, ved Juletid.
Vi skal senere enkeltvis betragte disse Rester af en oprindelig
Fest, som de i det 16de Aarhundrede pletvis dukkede frem i
nye, fremmede Omgivelser. Her skal vi blot gøre opmærksom
paa, at de indenfor sig rummede vistnok en lang Udviklingsrække,
nemlig alle Overgangene fra blot Rædsel til Tak og
Tillid. Thi Mørkets Magter, de døde, ansaas i enkelte Sagn og
Skikke – sikkert de ældste – for blot onde og fordærvende. De
glædede sig ved Ødelæggelse, naar de fo’r afsted i "Asgaardsrejen",
de greb, selv i Kirken, efter hver levende for at myrde
ham. Men i andre, talrige Sagn og Former for Tro blev de samme
Magter stilfærdige og skøttede sig selv; ja de blev godlidende,
hjælpsomme, taknemmelige. Man bød dem Bad og Festbord.
Hjemmet stod aabent og blev deres. Til Tak røgtede de Kvæget,
signede Slægten, værnede Lykken. Ja, selv naar Jul var omme og
Kagernes sidste Rester var strøet blandt Korn og Aske, glemte
de døde underjorden ikke god Behandling. De ledte Plovfuren
lige, de gav Kornet under Mulde Trivsel, indtil Sommersol fik
kysset Spiren grøn og rank og fyldig. De blev lidt efter lidt selv
til milde, hjælpsomme Væsner, Slægtens gode Aander, aflejrede
i et Livssyn, hvor Julens Mørkefest uvilkaarligt gled over til
Lysfest.
Julen frembyder da et forunderligt Særsyn: En Fest, der
Aartusinder igennem er bleven fejret paa samme Aarstid, men af
vidt forskellige Grunde, en Fest, i hvilken tidligere Tiders Skikke
stadigt uden synderligt Anstød er blevet optagne i og vokset
sammen med senere. Den nordiske Julefest udgør herved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
