Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / VII Bog. Aarlige Feste / 142 (1914-1915) Author: Tr. Fr. Troels-Lund Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespil

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Det laa i Sagens Natur, at Djævelen endnu mindre end Narren
kunde bindes ved den skrevne Rolle, selv om denne var nok saa
ringe, selv om han som i "Salomons Hylding" ikke havde et Ord
at sige, men kun skulde puste til det Offerbaal, som
Ypperstepræsten antændte, saa maatte han nødvendigvis blive en
Hovedperson. Hertil bidrog først og fremmest Tilskuernes religiøse Tro,
men tillige hans Ydre, der uafbrudt trak Opmærksomheden til
sig: den sorte, laadne Krop med Horn og Hale, den lange, røde
Tunge og det forfærdelige Blik, hvortil kom de uanstændige
Gebærder, rædsomme Hyl og skrækindjagende Fagter, som han,
sin Rolle tro, idelig maatte anvende.


Fig. 41. De fordømte. Kalkmaleri i Stubbekøbing Kirke.
(Magnus Petersen: Kalkmalerier.)

En saadan Figur kunde ikke benyttes med Maade, og Datiden
gjorde det heller ikke. Sjældent forekom der nogen Scene, udpræget
enten ved sin Latterlighed eller ved sin Alvor, uden at
Djævelen førtes frem for at forhøje Virkningen. Men hvad mere
var, uimodstaaeligt droges Indbildningskraften hen mod det
Spørgsmaal, der laa højere end hele den blot kunstneriske Behandling,
selve det afgørende Spørgsmaal om Død og Dom og Djævelens
Forhold til den henfarne Sjæl (Fig. 40).

Hvor meget dette har ligget Forfattere og Tilskuere paa Hjerte
ses bedst af, hvor hyppigt det behandles. Ingen af Parterne synes
at forstaa, at sligt laa langt ud over Skuespillets Evne. Man vilde
bestandig høre mere og mere om dette hemmelighedsfulde gribende,
der fyldte alle. Svaret blev selvfølgelig derefter. Det kunde
vel gøre storartet Virkning, naar i Slutningsscenen af "Samsons
Fængsel" de tre Tusinde dræbte Filistres Sjæle slæbes sammen
af Djævlene under en Helved-Korsang, spækket med Hentydninger
til nordiske Forhold, halvt overdøvet af Hyl og Jubelraab
og de fortabte Sjæles Kamp og Klager, idet de drives til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>