- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / VIII Bog. Fødsel og Daab /
151

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 6. "Kirkegang"

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

"Jyderne har mange Børn"[1]. Og det var sikkert talt ud af Datidens
Hjerte, naar det i et af Tidens Opbyggelsesskrifter "Gejstlig
Husraad", siges om Børn: "Dette er de allerkønneste Majblomster
og Tapetzerie, dér en Stue eller Bord kan strøes, smykkes og
zires med"[2].

For Hjemmenes Vedkommende medførte dette talrige Afkom,
at alle de ovenomtalte Afbrydelser i den vante Orden: Fødsel,
Barsel, Kvindegilde, Kirkegang og hvad de alle hed, blev staaende,
aarlig tilbagevendende Begivenheder i mangt et Hjem. For
Børnenes eget Vedkommende medførte det andre Følger.

Naar et Ægteskab hvert Aar blev velsignet med nye Skud,
kunde Moderen, hvor kraftig hun saa end var, ikke selv amme
dem alle. Dette var saa meget mere umuligt, som man den Gang
brugte at [3] indtil langt ind i deres tredje
Aar, saa at Moderen altsaa vilde have faaet to til tre Kuld at
amme paa een Gang. Denne Skik, at lade Børnene saa længe
faa Die, fulgtes af alle i Danmark. Da saaledes f. Eks.
Kurfyrstinde Anna af Sachsen sendte sin lille Søn Christian til Danmark
for at opfostres hos Bedstemoderen, Enkedronning Dorothea,
blev han først vænt fra, da han i Sommeren 1563, henad tre
Aar gammel, skulde sendes hjem til Sachsen igen[4]. Som bekendt
har Skikken holdt sig hos Landbefolkningen i Danmark indtil
vore Dage. I Vestsjælland hedder det endnu: Kun den Dreng
bliver rigtig stærk, "der faar Lov at die sin Moder i tre
Thorsmaaneder"[5].

Da det saaledes var umuligt helt at opfylde Moderpligterne
mod de smaa, gik mange Møclre til den modsatte Yderlighed og
opgav ganske selv at opamme dem. Dette maa have været
temmelig almindeligt, især blandt Adelen[6]. Christiern Pedersen
ivrede allerede herimod i sin Huspostille i Prædiken paa
Juledag: "Vor Herre var fattig i sin Mad, som vi sjunge i Dag i den
hellige Kirke: Parvoque lacte pastus est, *c: han er opfødt med
ganske føje Mælk, som Jomfru Maria gav hannem at die.
Dermed gav hun alle gode Kvinder godt Eksempel og Efterligning,
at de selv skulle give deres Børn at die og opføde dem, og ej
holde Ammer til dem, om de selv have Die, som der og skrives
i Kirkeloven: Kvinder skulle selv give deres Børn at die og ikke
holde der Ammer til"[7].


[1] 2den Udg. 1608. -- Rørdam: Lyskanders
Levned. S. 98. Anm.
[2] Hans Christensen Sthen: Geistlig Husraad.
(Kbhvn. 1592.) Bl. H. 5.
[3] give Børnene Die
[4] K. v.
Weber: Anna Churfürstinn zu Sachsen. (Leipzig 1865.) S. 16.

[5] J. Kamp: Danske Folkeminder. (Odense 1877.)
S. 366.
[6] Se f. Eks.
Vedel Simonsen: Familie-Efterretninger om de danske Ruder I 215.
-- Hvor Moderen sendte Barnet til Opfødelse hos Bedstemoderen,
maatte Moderens Diegivning jo opgives.
[7] Christiern Pedersens Danske Skrifter,
udg. af C. F. Brandt og R. Th. Fenger I 73.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 11:50:11 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/8/0151.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free