Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Bekendtskab. Forbudne Ægteskabsgrader. Nattefrieri. Valg af Ægtefælle for en anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Brylluppet, hvad der var Skik og Brug, og skaffe dem noget at gifte sig
paa. For at anføre et Par Eksempler, saa siges det rosende om
Fru Anne Brahe: "at udi de 24 Aar noget nær, hun haver været
Enke, haver hun af sit Hus udgivet og bekostet 23 Par Folk deres
Bryllupper"[1].
Og om Fru Elisabeth Henrik Brokkenhus’s: Hun
revsede og straffede sit Tyende, der opførte sig usømmeligt, "men
de andre, som skikkede sig vel, baade Karle og Pigerne og andre
Tjenestefolk, giftede hun ærlig fra sig, hvilken Ære og Velgerning
vederfores her i Stavanger 6 af deres Tjenestefolk nogle faa Uger,
før hun døde, og for den Sags Skyld havde mange Lyst og Vilje
til at tjene dem"[2].
Medens disse Jomfruer og Piger var gunstigt stillede,
forsaavidt de havde to Parter til at sørge for deres Fremtid, nemlig
deres egen Slægt og deres Husmoder, saa overgik i denne
Henseende dog "ærlige Enker" alle andre. Efter Tidens Opfattelse
var det Hvermands Pligt at gøre sit til, at Saadanne kunde blive
gifte paany. Hvor indgroet denne Overbevisning var, kan ses af
et lille Træk som dette: I en "historisk Tragedie", Cleopatra,
lader Forfatteren en af Personerne tilraade Augustus et
Giftermaal mellem hans Søster Octavia og Antonius med følgende Ord:
Det er og lovligt, man forseer
De Enker, som sig ærligt teer.
Og for at Moralen ikke skal gaa tabt for nogen Læser, føjer
Forfatteren til i Bladranden: "Ærlige Enker bør enhver at beflitte
sig paa, at de vel kunne vorde forseet"[3].
En naturlig Følge af al denne Forsorg og Valg ved andre maatte
blive, at hyppigt to hinanden ubekendte bestemtes for hinanden.
Man gik dog som Regel ud fra, at de to, hvis Tarv andre havde
paataget sig at varetage, ogsaa naturligvis selv maatte være
villige. Efter Nutidsbegreber er der dog noget besynderligt i den
Rækkefølge i Giftermaalsforhandlingernes Gang, som f. Eks.
Niels Hemmingsen i en Prædiken over Brylluppet i Cana
antyder i følgende Ord: "Naar man nu saaledes efter denne Maade
og Vej haver forhandjet alting lovligen og skikkeligen, skal man
gaa nærmere til Sagen og skal høres begge deres Samtykke
som ville give sig tilsammen"[4].
En ganske egen Art Møde
maa det have været for de to tilkommende Halvdele, der saas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
