Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 7. "Ja-Ord". Vinde Bruden i Spil. Bortfæstning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Egnen om Kalmar, at de unge Folk, naar de mødte hos Præsten for
at overhøres i Kristendom, medbragte som Gave for at stemme
ham mildt: seks Alen "Skjortelærred", en Ost og – de mere
formuende – tillige et Pengestykke paa Osten[1].
*
"Bortfæstningen" foregik med endnu større Højtidelighed
end baade "Tiltalen" og "Jaordet". Fra begge Sider
mødte man i talrig Skare, Brudgommen naturligvis ledsaget af
sine Talsmænd. I flere af de gamle, svenske Love var det
ligefrem bestemt, at begge Parters Frænder indtil tredje Led skulde
give Møde[2].
I Kong Hans’ almindelige Købstadret af 1484 hed
det: "Man skal fæste sig Hustru i det mindste i tolv Personers
Overværelse"[3]. Efter Reformationens Indførelse sloges der noget
af paa denne store Fordring, og i Frederik den Andens
Ægteskabs-ordinans befaledes der blot: "Ingen Trolovelse skal ske, foruden
at Præsten og fem andre Vidnesbyrd i det mindste ere
overværendis"[4].
Samme Tal gik senere over i Christian den Femtes
"Danske Lov"[5].
Hvis nogen skulde være uklar om, hvad hermed
mentes, saa var det i Christian den Fjerdes Forordning for
Hertugdømmerne udtrykkelig udtalt, at hvis en Trolovelse skete i et
mindre Antal Vidners Nærværelse end seks, tre paa hver Side,
skulde den være ugyldig for Retten[6].
Grunden, hvorfor dette Antal Vidner krævedes, og hvorfor
man ikke heller blev træt af at lade Præsterne indskærpe
Menighederne disse Tal[7], var naturligvis den, at fuldstændig Forvirring
vilde opstaa, hvis nogen af Parterne siden kunde fragaa, hvad
ved denne Lejlighed var sket. Fra en noget senere Tid fremhæves
det ogsaa som en Ulempe af meget farlig Art, at i enkelte Egne,
som f. Eks. Blekinge, hvor man havde set igennem Fingre med,
at Fattigfolk trolovedes uden Vidner, benyttede ofte Fæstemændene
sig heraf og brød bagefter givet Løfte[8].
I det 16de Aarhundrede behøvede man mellem nogenlunde
velstillede dog ikke at frygte for sparsomt Møde. Tilbøjeligheden
var langt snarere til at komme altfor talrigt. Det var allerede en
ret bred Anvisning, som et af Datidens Skrifter gav om, hvorledes
det bør gaa til ved slig Lejlighed: "Det er hos oprigtige Folk
[1] M. G.
Crælius: Beskr. öfwer Tuna Läns etc. Fögderi uti Calmar Höfdinge
Döme. (Calmar 1774) S. 415.
[2] Nordstrøm: Bidr. till den svenska
Samhalls-Forfatningens Hist. II (Helsingfors 1840) 15.
[3] Kolderup-Rosenvinge: Gamle Danske Love
V 530.
[4] H. Rørdam: Danske Kirkelove II 341.
[5] Christian V’s Danske Lov 3-16-11.
[6] Chr. IV’s Policeyordnung
für Schleswig und Holstein. (Glückstadt 1636) Bl. D. 3.
[7] Se f. Eks. H. Rørdam: Historiske
Kildeskrifter, 2den Række II 320-21. -- Kirkehistoriske Samlinger
VII 36 o. s. v.
[8] J. J. Öller: Beskr.
öfwer Jemshögs Sochn i Blekinge. (Wexiö 1800) S. 217.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:02:08 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/9/0143.html
