Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Verdslig Bortfæstning. Fæstensgaver. Kirkelig Boitfæstning. Trolovelsesring. Fæstensøl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gik, var jo, at denne Mand fæstede sig denne Kvinde til Brud.
Men betalte man Fæstepenge til det Tyende, hvis Tjeneste man
vilde sikre sig, hvor meget mere da her, hvor man fæstede sig
en Stalbroder for hele Livet. Det var selvindlysende for
Datidens Tankegang, at paa dette Tidspunkt maatte Udvekslingen af
Fæstensgaverne finde Sted.
Her afbrødes altsaa Handlingen, eller om man saa vil: dens
mest spændende Punkt indtraadte, idet enhver af Parterne
rykkede frem med, hvad vedkommende havde i Baghaanden. I de
højere Samfundslag var vel Gavernes Form afpasset efter Lej
ligheden, saa at de kunde medbringes i en Lomme og nu tages
frem. Men hvor det gik ret troskyldigt til, og man samtidig havde
Raad nok til at give Fæstensgaver i videre Omfang, maa der
paa dette Tidspunkt være blevet slæbt hele Kurve fulde ind til
hver af de to. Ingen tog imidlertid Forargelse af sligt. Alles Blik
rettede sig blot nysgerrigt mod Herlighederne, der en for en
toges frem, og Modtageren tog imod med samme oprigtige Iver
som endnu i det 19de Aarhundrede Fæstemøen i Skaane, der
med udbredt Forklæde opfangede alt, hvad Fæstemanden fyldte
idet1.
Som alle slige Skikke havde denne sin Grund i bestemte
Oldtidsforhold. Oprindelsen bliver forstaaelig, naar det erindres, at
den vistnok skrev sig fra en Tid, da det hele var et virkeligt
"Brudekøb" og Kvinden endnu ikke besad Arveret. Den
Købesum ("mund"), som Manden oprindeligt havde maattet give i
Betaling for sin Brud, synes tidligt at være gaaet over til at anses
for med Rette at tilkomme hende og ikke hendes Fader. Sammen
med Medgiften fra Faderen udgjorde den da Hustruens
særskilte Eje, som ved Mandens Død eller ved Skilsmisse ikke
kunde fratages hende. En "mund-købt", en "guldfæstet" Brud,
"fæstet med Mund og med Mæle", som det hed, sad da ikke blot
med Hæder som Ægteviv, men ogsaa i en nogenlunde sikret
Stilling som Enke.
Da senere Kvindens Arveret blev indført, bortfaldt ikke helt
de Forhold, der kunde gøre slig Tilsikring af Forlods-Eje i mulig
Enkestand ønskelig. Ligeledes holdt naturligvis den gamle
Betragtningsmaade sig, at Gaver var det bedste Udtryk for og Pant
paa Venskab. Det var da saa langt fra, at den hedenske Skik at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
