Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Bortfæstningens historiske Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Som vi ovenfor har set, var det Middelalderen igennem Skik
at bortfæste især Kvinder i en meget ung Alder, længe
førend de var myndige. Idet Kirken paatog sig at besørge
Bortfæstning, rettedes da naturligt det Spørgsmaal til den, hvorvidt
den godkendte denne Fremgangsmaade, eller om den ikke holdt
paa, at en. Kvinde ikke burde bortfæstes, førend hendes virkelige
Samtykke kunde opnaas.
Hvis Romerkirken ganske uden alle Bihensyn skulde have
besvaret dette Spørgsmaal, er der vel ingen Tvivl om, at den vilde
have forbudt at bortfæste umyndige. Men ved et saadant Svar
vilde den dels have sat sig op imod en meget almindelig Sædvane,
dels betydeligt indsnævret Antallet af de Bortfæstninger, som det
kunde falde i Gejstliges Lod at besørge udført. Kirken svarede
derfor, at den var villig til at besørge alle Slags
Bortfæstninger, baade af umyndige og myndige, men tilføjede dog,
at der var en vis Forskel mellem disse to Arter af Forbindelse.
Ved "sponsalia de futuro", som det kaldtes, det vil sige, naar en
umyndig bortfæstedes og altsaa gav sit Samtykke til i Fremtiden
at ville indgaa Ægteskab med den, til hvem vedkommende nu
fæstedes – ved denne Art Bortfæstning "stiftedes ikke
Ægteskab i og for sig". Dette skete kun ved den egentlige
Bortfæstning (sponsalia de præsenti). Men ganske vist maatte det
indrømmes, at naar en saadan umyndig bortfæstet senere havde
Samleje med sin Fæstemand, saa gik derved "Fremtids-Samtykket"
over til at være et "virkeligt Nutids-Samtykke", og gyldigt
Ægteskab forelaa fra det Øjeblik af[1].
Med dette Forbehold følte Kirken sin Samvittighed lettet. Og
Fæstemanden, der havde sikret sig en rig lille Brud, kunde heller
ikke have noget at indvende derimod. Den verdslige Lov
hjemlede ham nemlig Ret til senere naarsomhelst at gøre sine
Rettigheder som Brudgom gældende[2].
For den almindelige Bevidsthed
gled derfor denne Sondring mellem sponsalia de futuro og
sponsalia de præsenti vistnok temmelig upaaagtet hen. Selv kirkeligt
set havde den uden Tvivl langt mere Præg af en Undskyldning
end af en praktisk Hindring. Det var ogsaa en Selvfølge, at
kirkelig Lysning skulde finde Sted forud for begge Arter af
Bortfæstning[3].
Maatte Kirken saaledes paa dette Punkt kun modstræbende
13*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
