Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han glemte Barnet en liden Stund — nu var det bare
Wenche, han saa, hvor han vendte sig i Mørket. Han
saa hende opover Kirkegulvet, hvidklædt, alle vendte sig i
Kirkestolene og hviskede, at hun var deilig. Han saa hende
de tidlige Vintermorgener, naar der blev dundret paa
Butikdøren, og hun sprang op af Sengen i Kulden for at
betjene den første Kunde; han saa det lille trætte Hoved paa
Puden, han hørte den pludselige, saare Krampegraad derude
i Baaden.
Han sprang op og gik som jaget op og ned.
Den kunde vel komme igjen, den kunde vel komme
igjen, al den Ungdom og Skjønhed, som hun havde lagt ned
mellem disse Sække og Kasser — der nu var slæbte ud af
fremmede Hænder —, i Barnet, i ham, i en Grav, som hun
bare elskede for hans Skyld.
Jo, Gud ske J.ov, den kunde komme igjen, — det havde
han seet i Solen, da Vinen farvede hendes Kinder. —
Høie, forvirrede Ord af en Barnerøst trængte ind til ham.
Nei, den kom ikke igjen! Gik Barnet, tog hun noget
af Moderen med sig, det havde han seet inat paa det
angst-fulde Blik.
Og han kunde jo ikke være noget for hende.
Han havde sin store Græmmelse. Han havde sine
Kreditorer, som vilde følge hans Tanker, saalænge han levede.
Han var en gammel Mand.
Barnerøsten derinde blev svagere og svagere, — den
kvidrede langt, langt borte, — for ham klang det som et
Nødraab, der ikke ventede Hjælp.
Midt i Angsten var det pludselig, som det stak og bed
ham i Samvittigheden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
