Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johan Ludvig Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de havde seet det een Gang, vilde de see det tiere; dette gav dem Lyst
til at see de følgende Vaudeviller, og herved ledtes de til at see Forestillinger ogsaa af andre Stykker, saa at et stort Publikum (og vist ikke
det sletteste), som allerede forlængst havde forladt Theatret, nu blev vundet
tilbage for dette, til Fordeel ikke blot for dets Kasse, men ogsaa for dets
Ære. Det er ikke Praleri, men ligefrem et Factum, at jeg, da min første
Vaudeville endnu var ny, blev paa Gader og andre offentlige Steder anholdt
af Folk, jeg aldrig havde seet, men som takkede mig, fordi jeg endelig
havde givet dem Anledning til at more sig i Theatret, og at jeg af Folk
af de lavere handlende Classer modtog Taksigelser, fordi mine Vaudeviller
ogsaa til deres Profit lokkede Fremmede fra Provindserne til Hovedstaden.
Jeg anfører alt dette, uden at skamme mig derved, thi denne overordentlige
Popularitet, som jeg vel stræbte efter, men som dog langt overgik min
Forventning, tilskriver jeg ingenlunde mine Vaudevillers indvortes Fortræffelighed - da Ingen bedre end jeg selv kjender deres Mangler - men
kun den heldige Idee at indføre et localt Skuespil, thi at dette var det
Rigtige viste Udfaldet." - Heiberg fremhæver derefter, at "Publikum har
faaet en ny Interesse for det Localcomiske, og derved er Veien til en ny
Nationalcomedie bleven banet; og hvis vi derfor skulde faae et eller andet
godt localt Lystspil, og samme skulde "blive optaget med Bifald, saa tilskriver jeg mig en ikke ringe Deel af Æren herfor og finder, at jeg har
gjort Smagen en Tjeneste, som alle vore Smagsprædikanters Hanegal ei
er i Stand til at opveie..."[1]
Heibergs næste Vaudeville - "Den otte og tyvende Januar" -
blev skreven paa Opfordring i officiel Anledning, nemlig Kongens Fødselsdag, og faldt lidt mattere ud. Men derefter fulgte "Aprilsnarrene,
eller Intrigen i Skolen" (opført første Gang d. 22. April 1826), en af
de friskeste og bedste i hele Rækken og modtagen med stormende Bifald
af Publikum. Endnu samme Aar, den 22de Oktober, fulgte den
fjerde af Vaudevillerne: "Recensenten og Dyret"; men i Mellemtiden var
der vakt en voxende Opposition mod den nye Digtart. Der taltes om
uværdige Fjælebodsløjer, om nærgaaende Satire over kjendte Folk, og endnu
værre blev det efter Opførelsen af "Recensenten og Dyret". Rahbek havde
forkastet Stykket med følgende kortfattede og fyndige Censur: "Da jeg
finder dette Stykke under al Kritik, haaber jeg mig fritaget for at sige
videre derom." - Man fandt det overhovedet formasteligt, at en Digter
kunde tænke paa at fremstille Dyrehavsbakken og dens Gjøgl paa den
kgl. danske Skueplads. Man vidste tilmed, hvilke Personer Forfatteren
denne Gang havde karikeret - deriblandt en ilde anset Kritikus ved Navn
Proft - og der var i det hele oparbejdet imod Vaudevillen en oppositionel
Stemning, der gav sig Udtryk dels i den forholdsvise Kølighed, hvormed
Stykket modtoges den første Aften, dels i den nedsættende, ganske uforstaaende og spidsborgerlige Kritik, der kom til Orde efter Opførelsen.
Heiberg besluttede sig da til det kloge og hensigtsmæssige Skridt at
vejlede Publikum i dets æstetiske Syn, og i December 1826 skrev han sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
