Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carl Parmo Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I de mellemliggende Aar havde Carl Ploug udsendt to nye Digtsamlinger.
1869 udkom "Nyere Sange og Digte", i hvis Indledningsdigt han
peger hen paa, at det er "een og samme Grund-Accord", der klinger
gjennem hans Rytmer. I Digtets sidste Strofe siger han:
"Kan jeg nogle Hjerter varme,
saa de føle Danmarks Nød,
kan jeg styrke nogle Arme
til at kæmpe for dets Skød,
kan jeg nogle Villier ilde
op for Nordens store Sag, -
saa er naa’t Alt, hvad jeg vilde,
og betalt mit Harpeslag."
"Den Gang da Du var tyve Aar,
en nys udsprungen Blomst i Vaar,
en Jomfru fin og skær,
da saa’ til mig Du sødt og mildt;
jeg følte, at mit Savn var stilt,
om Du mig havde kjær.
- - -"
"Du er jo ung, skjønt Tidens Alfeskare
lidt Sølv har tabt paa Lokkerne de brune,
og skjønt de mange vaagne Nætters Mare
har tegnet om dit Øje Trætheds Rune.
Ung er Du, medens dine Tanker fare
igjennem Tid og Rum paa stærke Vinger,
og mens din Følelse i foraarsklare
og sommervarme Tonestrømme klinger.
Ung er for mig Du, om din Isse kappes
med min i Hvidhed, før min Kveld er leden,
saalænge som din Kjærlighed ej slappes.
Og Begge er vi unge, naar vort Eden
af ingen Livets Hagelbyge kappes,
men gror sin stille Væxt mod Evigheden."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>