Helt til den gamle romantiske Retning hørte det i 1870 debuterende Pseudonym: »Annita Carell«, der udgav »Armbaandet« (1870), »Plejesøstrene« (1871), »Slottet Chantily« og »Jonskirken« (1874). De sidstnævnte 2 havde begge været optagne som Feuilleton i »Dagstelegrafen« og udgaves hver i 2 Dele. Ingen af dem vakte videre Opmærksomhed. Debuten »Armbaandet« er ret kønt skrevet og bærer Vidne om smukke og sunde Følelser, men den tilfredsstiller langt fra strengere Fordringer; og det samme gælder de følgende. Den Forfatterinde, som benyttede det nævnte Navneskjul, var daværende Frøken Conradine Barner, nuværende
Hun er født i Slagelse 1836 og er eneste Barn af Oberstløjtnant, Kammerjunker V. T. Barner og Hustru Hertha Adelaide Herbst. Allerede som Barn viste Conradine Barner stor Interesse for Litteraturen; hendes kæreste Timer var de, i hvilke hun kunde hengive sig til Læsning, og hendes livlige Fantasi bragte hende til at forfatte smaa Fortællinger. Det var dog først i 1870, da hun med sine Forældre boede i Hovedstaden, at hun for Alvor gik ind paa Litteraturens Mark og udgav de ovennævnte Bøger. Under sit virkelige Navn har hun dernæst udsendt ikke faa Skrifter i Aarenes Løb, saaledes den historiske Roman: »I Landflygtighed« (1875), der giver et Livsbillede fra Reformationstiden og varmt og smukt fortæller om de fra Skotland til København flygtede Tilhængere af den kalvinske Lære: Johan à Lasco, Fru Mironausco og Datteren Feodor Mironausco, der finder Tilflugtssted og Beskyttelse hos den udmærkede Læge Knud Torbensen. Enkelte Scener falder lidt i det sentimentale, men der gives gode Skildringer af Datidens religiøse Intolerance. Mere romantisk-fantastisk, men meget underholdende er »Tante Ulrike« (1876). Kun gaar det noget vel hurtigt med Forbryderen Theobald Felsingers Forvandling til en hovedrig Amerikaner, der er ikke langt fra at kunne gøre Underværker, og hans senere Tilsyneladelse paa Skuepladsen forekommer noget traditionel. Bedst lykkedes er Skildringen af Kærlighedsforholdet mellem den unge Gustav Engelhof og hans ubemidlede Kusine, Astrid Olufsen. Han nødes til at bryde med sin fornemme, aristokratiske Familie, kæmper i nogle Aar ovre i det fjerne Vesten for at bryde sig en Bane, saa at han kan hjemføre Astrid som sin Brud og føres derved fra Magelighed, Ødselhed og Letsind til Viljesfasthed, Alvor og Dygtighed. Den gamle, noget originale, men hjertensgode og ædelttænkende Tante Ulrike er kønt og fint tegnet og træder paa den givne Baggrund klart og smukt frem. Ogsaa »Det forsvundne Manuskript« (1877) har mange tiltalende Enkeltheder. Men Naturforskeren er et ret usympatetisk og vistnok meget sjældent Eksemplar af Arten. -- Som Minde om en Udenlandsrejse udgav Forf. »I Thyringen« (1878). Hun vendte dog hurtigt tilbage til den historiske Roman, som maa anses for hendes Hovedfelt. »Charlotte Amalie« (1878) og »Karen Munk« (1888) er begge gode Prøver paa, hvad hun i denne Retning har ydet.
En Romanforfatter maa have en særlig fin og udviklet Evne til at se paa Mennesker; han maa kende sine Personer nøje og være grundfortrolig med dem, hvad enten de tilhører Nutiden eller Fortiden. Han maa forstaa at trænge dybt ind i deres inderste sjælelige Liv, maa leve med dem og leve sig ind i deres Væsen og Væren, føle og tænke med dem, tale og handle just saaledes, som de vilde have gjort. Fru Barner-Aagaard har historisk Sans, har vistnok ogsaa gjort gode historiske Studier og nærer varm Sympati for de Personer, hun vælger til Hovedfigurer i Romanerne. Men det lykkes hende ikke fuldt at levendegøre det erhvervede Stof og omsætte det i de enkelte Personligheder, saa vi bag disses Ord og Handlinger klart øjner Grundtanker, Planer og Motiver. Ligesaa lidt maa vi kritikløst tage de fremstillede Fakta for historisk nøjagtige og sandfærdige. Saaledes fortælles der i »Charlotte Amalie«, at der mellem den mægtige fhv. Minister, Overkammerherre C. A. Plessen og Prinsesse Sofie Hedevig var indgaaet et hemmeligt Ægteskab, og at de endog havde en Søn, der kommer til at spille en tragisk Rolle i Romanen. Næst efter Famas lidet troværdige Kilde har man kun en løst henkastet Antydning af den franske Ambassadør, Chamilly, der vel har givet Suhm Anledning til at nævne det, men for hvis Paalidelighed, der ikke er ført Skygge af Bevis. Trods det meget usandsynlige i denne Bog er der dog baade Varme, Liv og Stemning i Skildringen. Mere vellykket som Helhed er »Karen Munk«, der indenfor en snævrere Ramme giver veludførte Billeder, der fremtræder med ikke ringe Liniefasthed i Trækkene. De fortalte Begivenheder har Troværdighedens Præg, og det lille, kønne Livsbillede er baade varmhjertet og dygtigt skrevet.
Foruden et Par Smaaskitser, udgivne under Titelen: »Fra Land og
By« har Forf. givet en Del spredte Bidrag til forskellige Blade.
1880 ægtede hun Adjunkt ved Frederiksborgs lærde Skole O. H.
C. J. Aagaard, bekendt for sine flittige historiske Studier og værdifulde
Afhandlinger. Fru Barner-Aagaard har foretaget en Del Rejser i Udlandet,
og i den nævnte Rejseskildring: »I Thyringen« viser hun,
at hun har Øje for Naturens Skønhed og Liv. I hendes øvrige
litterære Arbejder er der derimod en paafaldende Mangel paa tiltalende
Naturbilleder. Forfatterinden er utvivlsomt kundskabsrig,
hendes Konversation er dannet og naturlig, og der findes megen Følelse
og køn Stemning i hendes Bøger, der bæres af et
agtværdigt og ædelt Livssyn. Men til
Mærkepælene i Litteraturen kan man ikke henføre
dem.
