Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i6j
Den samme rødt osende Lampe lyste trøstesløst
ned over de samme kolde Stenmure, da han atter
kom til sig selv. Bag ham var paany det
uudgrundelige Mørke, hvorfra en dyb Isnen stod ind over
ham. Han lyttede — ikke en Lyd. Han stirrede
— ikke et Lys. Kun den haabløse Nat — og saa
den lille Fængselscelle, hvor den svage Lampe brændte.
Da grebes han af Angest for, at dette eneste Lys
skulde slukkes, og han gav sig ivrigt til at
undersøge det. Det var en gammeldags Jærnlygte med
Ruder af Horn; aabnes kunde den ikke — men,
saa vidt han kunde skimte, var Lyset inden i den
endnu af en forsvarlig Længde.
Han følte en svag Glæde ved denne Opdagelse.
Og, saa vidt Lænken tillod ham, begyndte han en
Undersøgelse af sit Fængsel.
Det første, hans famlende Haand stødte paa, var
en tung og langagtig Ting. Han løftede den op
mod Lyset — det var en Mejsel. Han følte atter
— og fandt en Hammer. Begge Redskaber var af
Jærn og saa ganske ny ud, som havde nogen
nylig lagt dem herned.
En Angest greb ham ved denne Tanke . . Hvilken
Haand havde lagt dette Værktøj her? Hvem
havde snieddet ham i disse Lænker? Hvilke Væsner
færdedes her nede, i dette dybe Mørke bag hans
Ryg . . .
Han vendte sig i Rædsel ud mod Mørket; det
var, som havde han hørt sagte, snigende Trin derude.
Han lyttede, skælvende af Frygt — men ingen Lyd
var at fornemme uden hans eget Hjærtes
angest-fulde Slag.
Da vendte han sig atter ind mod sit Fængsel,
greb Hammer og Mejsel — og rettede det første,
klingende Hug mod Lænken, der bandt hans Fod.
il*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
