Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1589—1625 (Traités du Danemark et de la Norvége 1589—1625) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
439
Nr. 28. 1621. 3. Sept.
Ønskede Kapitlet saaledes aabenbart at trække Afgørelsen ad, maatte
Ærkebispen af forskellige Grande meget ønske at faa Kapitlet til at af
gøre Koadjutorvalget saa snart som muligt, inden den danske Prins’s
Kandidatar blev officiel, saaledes at han ikke seiv behøvede at tåge Parti
mod denne. Fra Kalmarkrigens Tid bestod der nemlig el ret spændt
Forhold mellem ham og Christian IV. Denne beskyldte ham for, at han
baade før og under Krigen havde gjort sig skyldig i forskellige Æxces
seri og underhaanden havde ydel Sverrig Understøttelse. Ærkebispen
benægtede paa det beslemteste dette og søgle ved Kongens Søslres, Her
iuginderne’ Elisabeth af Brunsvig-Wolfenbuttels og Hertuginde Augusta
af Gottorps Mellemkomst at faa en Udsoning i Stand. Da det ikke
lykkedes, lod Ærkebispen, som var bange for, at Forholdet skulde blive
forværret, nåar der blev Strid om Koadjutorvalget, i Juni 1617 gennem
Jørgen Schulte, Domherre i Bremen, der stod i nær Forbindelse med
Christian IV og var en af dem, som støttede Prins Frederiks Valg, ud
tale sin Beklagelse over den Unaade, han uden Grund var kommen i
hos Kongen. Han ønskede intet hellere end at faa del gode Forhold
genoprettet og bad derfor Kongen lade sine Unaade falde og som Tegn
herpaa lade Prins Frederik aflægge el Besøg hos Ærkebispen, nåar han
paa sin forestaaende Rejse til Tyskland kom til Bremen Stift. Ærke
bispen vilde saa bevise Kongen al den Ære, som en Vasal skylder sin
Lensherre. Havde Ærkebispen haabet paa at kunne faa en Udsoning i
Stand, inden der blev Tale om Koadjutorvalget, blev han skuffel. Chri
stian IV svarede, at han ligesom Ærkebispen var villig til at genoprette
det tidligere gode Forhold, men den eneste Vej til Forsoning og Venskab
var, at Ærkebispen ikke modsatte sig Kongens Plan om at faa sin Søn
valgt til Koadjutor i Bremen Stift, hvilken Plan han jo nu godt kendte.
Ærkebispen maatte nu meddele, at det var ham ganske umuligt at op
fylde denne Fordring, da han ved Arvedelingen med sin Broder Johan
Adolf ved en streng Revers havde forpligtet sig til al arbejde og sørge
for, at Bremen Stift blev ved det gottorpske Hus, og al en af Johan
Adolfs Sønner fik det. Han havde ogsaa i flere Aar, før han vidste no
get om Kongens Planer, i Stilhed arbejdet paa at faa Brodersønnen valgt
til Koadjutor og kunde nu ikke uden at kompromittere sig gaa fra sin
Revers, som var i Hertug Frederik af Gottorps Hænder, og fra det Ar
bejde, han hidtil havde gjort. I alle andre Henseender vilde han, saa
vidt muligt, rette sig efter Kongens Ønsker 1.
Hidtil havde Christian IV ikke officielt henvendt sig til Domkapitlet
i Bremen, men samtidig med Svaret til Jørgen Schulte sendte han den
kun 8aarige Prins Frederik, ledsaget af Statholderen i Hertugdømmerne
Gert Rantzau og Prinsens Hofmesler Jens Juel til Kjeldgaard samt Mar
1 Chr. IV’s Memorial f. J. Schulte 28/6 ; Joh. Fr.’s Svar herpaa 7t 1617
(Gott. Arch. Nr. 129).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
