Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Molbech, Christian, 1783-1857, Historiker, Litterærhistoriker, Sprogmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Egenskab var Trofasthed i Venskab i Liv og Død», hvilket Vidnesbyrd
mange samtidige bekræfte, ligesom de vidne om, at den ellers saa
sære lærde, naar han efter endt Arbejde deltog i Selskabslivet,
kunde være en livlig og underholdende Vært eller Gjæst.
I politisk Henseende holdt M. fast ved Enevoldstidens
Anskuelser; han var en ivrig Helstatsmand og Modstander af det
national-liberale Røre. I Piecer og Bladartikler med og uden Navn
tog han Del i den politiske Debat – saaledes skrev han i Fyr
og Flamme over H. N. Clausens Skrift «Ved Tronskiftet 1848» sin
Bog «Kong Christian VIII domfældt af Prof. Clausen» –, derfor
saa man ham jævnlig hudflettet i de liberale Blade. Et
besynderligt Standpunkt indtog M. over for den skandinaviske Bevægelse.
M. havde, som alt fortalt, tidlig været paa Rejser i Sverige og
her knyttet Bekjendtskaber. Morsomt nok havde han 1812 paa sin
første Rejse til Lund været Spion; han havde Regeringens Ordre
om «at iagttage ved bestandige Exkursioner alle Bevægelser i Skaane
og Bleking ligesom ved Universitetet og af Skaanes Herremænd at
oplyses om Rigsdagen». I Sept. s. A. drog han paa en Rejse til
Stockholm med lignende Hverv. Hans senere svenske Rejser havde
dog ikke politiske Øjemed, de gjaldt især Lund, hvor han havde
mange Venner, særlig Brunius; i øvrigt brevvexlede han med mange
svenske Videnskabsmænd og Forfattere, saaledes med Atterbom.
Han har megen Fortjeneste af i sine Bøger og Tidsskrifter at have
gjort Sveriges litterære, sociale og økonomiske Forhold bekjendte
her hjemme (han skrev 1835 «Om Sveriges Statistik»). Ikke desto
mindre blev M. aldrig Skandinav. Rigtignok betegnede han sig
som den ældste Skandinav, men med stor Uret. For Norge havde
han, uagtet hans fædrene Slægt var norsk – Farfaderen var
Sadelmager i Christiania –, ikke synderlig Sympathi; Svenskerne
interesserede ham varmt, men han var en afgjort Modstander af baade
den litterære og den politiske Skandinavisme. Han synes ikke at
have kunnet glemme, hvorledes Sverige igjennem Tiderne var steget
i Magt og Ære ved Erobringer fra Danmark; han saa i
Skandinavismen en Tilintetgjørelse af selvstændig Danskhed i Sproget, en
Krænkelse af Folkeindividualiteten og af den politiske Statsorganisme,
det var en stodderagtig Tiggen hos et Nabofolk. Da det
skandinaviske Selskab stiftedes 1843, angreb M. strax dets Virken, og
Monrad maatte tage ham skarpt i Skole. Kampen fortsattes i en
lang Aarrække med andre Modstandere; endnu i sit Dødsaar skrev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
