Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Otto, Carl, 1795-1879, Læge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udvikling, følgende sin ældre Fakultetskollega og oprindelige Uven
O. L. Bang, mere og mere reaktionær og var en af de ivrigste
Ledere af «Avgustforeningen». Ganske særlig var han optagen af
Frimureriet. Hans ideelt humane Virksomhedstrang, hans
lyrisk-æsthetiske Aare og rhetoriske Evner fandt her en særlig taknemmelig
og tillokkende Tumleplads. Navnlig efter at han 1850 var avanceret
til ordførende Mester i St. Johannes-Logen, absorberedes hans
Interesser og Energi bestandig mere af Frimurergjerningen, og en meget
stor Del af hans Tid og Kræfter ofredes denne hans Broderkreds.
Med hans Virksomhed i Lægevidenskabens og Universitetets
Tjeneste gik det imidlertid kun saa som saa, og den videnskabelige
Anseelse, han oprindelig havde nydt, og som var bleven bestyrket
end yderligere ved hans Optagelse i talrige udenlandske lærde
Selskaber, led efterhaanden større og større Skaar. Vel varetog
han altid sin akademiske Gjerning med den Alvor og Samvittighedsfuldhed,
som han i alle Forhold udviste, og han udfoldede i og
for sig prisværdige Bestræbelser for Farmakologiens Fremme ved
at benytte sin frugtbare litterære Evne til Udgivelse af Lære- og
Haandbøger, saaledes «Haandbog i Toxikologien» (1838),
«Haandbog i Farmakognosien» (1840), «Ledetraad i Farmakodynamikken»
(Christiania 1847). Men han formaaede ikke at følge sin Tids
hastige Udvikling i stringent naturvidenskabelig Retning, og over for
det banebrydende Gjennembrud, som udgik navnlig fra den franske
Lægevidenskab i Trediverne, stod han uforstaaende og derfor uvillig.
Endnu som Redaktør af «Bibl. for Læger» kom han i bitter Polemik
med den unge danske, i Pariserskolen opdragne Lægeintelligens,
der 1839 fik sit Presseorgan i «Ugeskrift for Læger». Og hans
Undervisning og Haandbøger bleve snart meget lidet fyldestgjørende
lige over for Tidens voxende videnskabelige Krav. Til sidst gav
hans medicinske og farmacevtiske Disciples tiltagende Utilfredshed
sig Udtryk paa en saa demonstrativ Maade, at han 1862 foranledigedes
til at tage sin Afsked, først fra Universitetet, derpaa fra
Sundhedskollegiet. 1860 var han bleven udnævnt til Etatsraad.
Sin Lægepraxis havde han, der var formuende, for længst opgivet,
og efter Entledigelsen førte han da sit Liv i et Otium, helliget
sine litterære Sysler (bl. a. Udarbejdelse af en Selvbiografi) og i
Forbindelse dermed sine altid lige levende Særinteresser, i hvilke
Frimurergjerning stadig indtog første Plads. Alderdomssvækket
døde han 24. April 1879, efter at han kort forinden under store
Æresbevisninger havde fejret sit 60 Aars Jubilæum som Frimurer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
