Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Reventlow, Johan Ludvig Greve, 1751-1801, Godsejer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landbokommissionen. Men han følte sig ikke som Broderen tilfreds med
Embedsstillingerne, 1788 trak han sig tilbage fra dem alle, men blev
indtil sin Død formelt staaende i Økonomi- og Kommercekollegiet, og vilde
ikke engang overtage Amtmandspladsen i Odense, der blev ham
tilbudt.
Det var Landet, der trak ham bort fra Hovedstaden. Som
hele hans Slægt elskede han Landlivet, og han ansaa det for sit
Livs Opgave at virke for Forbedringen af sit Gods, Baroniet
Brahetrolleborg, som han arvede ved Faderens Død 1775 og tiltraadte 2
Aar efter, da han var blevet myndig. 16. Maj 1778 ægtede han Anna
Sybilla Schubart (f. 15. Sept. 1753 d. 21. Juni 1828), Datter af Oberst
C. R. S. og Inger f. Løvenskiold. Han fik i hende en ligesindet
Hustru, og deres Hjem blev ved Siden af de holstenske Herregaarde
et Samlingspunkt for Slægten og for den hele tyske Kreds.
– Det var ikke glimrende Udsigter, det unge Par havde; R.s
Gjæld udgjorde 68000 Rdl., og trods de mange Beregninger, han
gjorde over, hvorledes den skulde blive af betalt, havde han dog
inden sin Død næsten fordoblet den.
Der var mellem Danmarks Godsejere den Gang mange, der
vare opfyldte af Tidens filanthropiske Ideer og villige til at bringe
Ofre for at skaffe deres undergivne bedre Vilkaar; men der er
næppe nogen, hvis Hjærte har slaaet varmere for denne Sag end
R.s, og heller ikke mange, der have lidt flere Skuffelser, uden at
det formaaede at afkøle Iveren. Der er en Lighed mellem den
Tids Reformvenner og Renæssancetidens Mænd; det er den samme
Følelse af, at et nyt Tidsafsnit er i Vente, der faar Hjærterne til
at banke af Forventning. Men det er dog ikke det samme varme
Blod, der ruller gjennem Aarerne hos det 18. Aarhundredes
Reformatorer, som hos det 16. Det er, som var det opspædt af
Sentimentalitet og Føleri, og dette gjælder ikke mindst den Kreds, R.
tilhørte, og særlig ham selv. Han havde en mærkelig Tro til
Virkningen af, at alt foretoges med en vis Ostentation, baade Sorg og
Glæde skulde vises paa en «feierlich» Maade, ligesom han var
opfyldt af alskens Theori, der aldrig havde haft eller kunnet faa
Rod i Jorden, og aldeles kritikløs over for andres Theorier af samme
Slags. Dertil kom, at med hele sin varme Kjærlighed til Danmark
var han dog i sin Rod tysk og blev aldrig andet. Han var sig
ogsaa vel bevidst, at han ikke hørte til «de egentlige danske», og
hans Mangel paa Forstaaelse af det Folk, i hvis Midte han levede
og virkede, bidrog sit til, at saa meget mislykkedes for ham. Men
det kan ikke nægtes, at det var den tyske Kreds, han tilhørte, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
