Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rye, Olaf, 1791-1849, Officer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som Fændrik til thelemarkske Infanteriregiment, hvortil hele
Familien var knyttet. Allerede faa Uger efter blev O. R.
Sekondlieutenant og kom med sit Regiment paa Strandvagt mod Englænderne.
Men i Slutningen af Aaret var Krigen foreløbig forbi, og R., der
blev Premierlieutenant ved Nytaarstid 1809, levede i de følgende
Aar et lykkeligt Lieutenantsliv, delt mellem militære Øvelser,
flittige Opmaalingsarbejder og ihærdige Jagtture, et Liv, der aandelig
og legemlig udviklede den unge Mand og vakte en ubetvingelig
Lyst hos ham til at komme længere ud i Verden. Men en
Ansøgning, som han indsendte om Tilladelse til at rejse til Danmark,
blev afslaaet. Saa kom Kieler-Freden 1814, og Begivenhederne toge
Fart, da Nordmændene under Ledelse af Prins Christian Frederik
nægtede at bøje sig for Fredens Bestemmelser og rejste sig mod
Sverige. Under det kortvarige Felttog var R. med i en Del
Smaatræfninger, men Krigen førtes med ringe Energi og Kraft og endte
uden noget afgjørende Slag. Haabet om at bevare Norges
absolute Selvstændighed var dermed slaaet ned, og der herskede Sorg
og Misfornøjelse i alle Kredse, ikke mindst i Hæren; Tilliden til
de højere Førere var brudt, og hos de unge bristede Troen paa
Landets Fremtid. Det var disse Forhold, der i Forbindelse med
Lysten til Rejser og Æventyr bevægede R. og 2 af hans
Regimentskammerater, Frederik Adolph Schleppegrell og Hans Helgesen,
til at nægte at aflægge Ed til den svenske Konge og søge deres
Afsked. Skuffede i deres begejstrede Forhaabninger om at vinde
Hæder og Ære i Kampen for Norge forlode de for bestandig deres
Fædreland for at søge Berømmelse i fremmede Lande.
Vel var der for Øjeblikket Fred overalt i Evropa, men de
unge Nordmænd haabede ved Prins Christian Frederiks Hjælp at
faa Ansættelse i Rusland, paa hvis udstrakte Grænser der altid
tilbød sig Lejlighed til krigerske Bedrifter. Ved deres Ankomst til
Danmark i Marts 1815 erfarede de imidlertid, at Napoleon havde
forladt Elba, og paa Prinsens Raad og med hans Hjælp rejste de
skyndsomst til den preussiske Feltmarskal Bliichers Hovedkvarter i
Liittich. Her opnaaede de virkelig at blive ansatte som preussiske
Premierlieutenanter, dog ikke i den aktive Hær. R. fik saaledes
kun Lejlighed til at tage Del i Erobringerne af nogle
Smaafæstninger, kort før Freden virkelig blev sluttet, og efter mange
Skuffelser, bristede Forventninger og ikke mindst paa Grund af
Pengemangel maatte R. og hans Kammerater nu lade sig nøje med en
Ansættelse i den danske Hær, som Prins Christian havde forskaffet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
