Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Samsøe, Ole Johan, 1759-96, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stilling, han dog allerede opgav det følgende Foraar, til Dels paa
Grund af nogle ubetydelige Fortrædeligheder, han havde haft i sin
Lærergjerning. Desuden tænkte han ikke længere paa Giftermaal;
baade han selv og hans forlovede tvivlede om, at de egentlig
passede for hinanden, og saa skiltes de «med indbyrdes Højagtelse»
og «med en inderlig Deltagelse i hinandens Vel og Ve». I
Efteraaret 1793 tog S. dog igjen Timer i Borgerdydskolen. Det
er i det Tidsrum, som nu kommer, at han frembringer sit
betydeligste Arbejde.
Kierulf var i 1794 bleven en af det kongl. Theaters Direktører,
og det var en tilfældig Bemærkning af denne Ven, der
bragte S. paa den Tanke at skrive noget for Theatret. En Aften
i Febr. 1795 kunde han overraske Rahbek med den Nyhed, at han
havde skrevet en Tragedie og indsendt den til det kongl. Theater.
«Dyveke, et Sørgespil», saaledes kom Stykkets Titel til at lyde.
Det historiske Drama, med Æmner fra vor egen Historie, var blevet
skabt af Ewald. Andre Digtere havde søgt at fortsætte hans
Gjerning, men det var mislykkedes. «Dyveke» er det første læselige
Arbejde af den Art efter Ewald. Skjønt det ikke i Stræng
Forstand er et historisk Drama – det behandler væsentlig et
Privatoptrin i en Konges Liv –, strejfer det dog vor Historie og gav
ved sit Æmne Lejlighed til at komme ind paa det den Gang saa
yndede Æmne om Adelstanden og dens Berettigelse. Torben Oxe
repræsenterer «Oplysningstidens» Betragtning af dette Spørgsmaal.
Han siger til Dyveke: «Kjærligheden kjender ingen Stænder» (ɔ:
Standsforskjel). At skildre historisk forstod den Tid overhovedet
ikke; den brugte de historiske Skikkelser som Talerør for sine
egne Tanker og Stemninger. «Dyveke» er gjennemtrængt af
Tidsalderens sentimentale Tone. Man yndede at fremstille gjennemædle
Skikkelser paa en Baggrund af nogle Skurke, der tjente til
end yderligere at fremhæve Ædelheden hos de andre Personer.
Knud Gyldenstjerne er ædel, og det er Torben Oxe ogsaa, ja
Sigbrit med. Men Ædelheden naar dog først sit Højdepunkt i
Dronningen og Dyveke. De kappes om at ofre sig for hinanden.
Dyveke vil frivillig træde tilbage, da Kongen har faaet en
retmæssig Hustru. Men Dronningen beder hende selv om at blive: «Lad
os være Venner! Selv glade og lykkelige skulle vi gjøre vor
Christierns Dage lykkelige.» Tiden var jo ellers meget «moralsk»,
i alt Fald meget moraliserende; men med de sentimentale Taarer
i Øjnene kunde man ikke se nøgternt og klart paa en Sag, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
