Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Scharling, Carl Emil, 1803-77, Theolog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Scharling, Carl Emil, 1803—77, Theolog, blev født 28. Juli
1803 i Kjøbenhavn. Hans Fader, Simon Peter S. (d. 1831), bestyrede
en Pogeskole for Drenge, men skjønt denne havde et stort
Antal Disciple, gav den dog ikke større Overskud, end at der i
Hjemmet maatte leves et meget tarveligt Liv, for at de knappe
Indtægter kunde slaa til for den store Børneflok, tilmed da
Faderen, som var en fintdannet Mand med mange aandelige Interesser,
ønskede at give sine Sønner den bedst mulige Opdragelse.
Moderen hed Andrea Christiane f. Eberhardt (d. 1853). Da S. havde
gjennemgaaet Faderens Skole, blev han sat i Borgerdydskolen i
Kjøbenhavn, hvor han ved sin Flid og Dygtighed blev den
bekjendte Skolebestyrer Michael Nielsens erklærede Yndling, og
hvorfra han blev Student 1820. Efter at han 1821 havde bestaaet 2.
Examen med Udmærkelse, begyndte han at studere Theologi, og
her fandt han i sin senere mangeaarige Kollega H. N. Clausen,
der netop den Gang blev ansat ved Universitetet, en Lærer, «hvem
selv hans Modstandere gave det Vidnesbyrd, at hans Indflydelse
paa de studerende langt overgik den Virkning, som nogen
theologisk Professor i Mands Minde havde øvet».
1825 bestod S. den theologiske Embedsexamen med Udmærkelse
og tilbragte nu nogle lykkelige Aar paa Borchs Kollegium,
hvor han allerede 1824 var bleven Alumnus. Blandt Kollegiets
Alumner var der den Gang adskillige mere end almindelig
begavede unge Mænd, og blandt dem var der navnlig 2, med hvem
S. indgik et trofast Venskab, de senere Biskopper J. H. Lautrup
og P. G. Brammer. S. studerede meget flittig og udarbejdede i
Overensstemmelse med de Regler, som da gjaldt for Kollegiets
Beboere, et Par smaa latinske Disputatser, af hvilke den ene fik
den Betydning, at den gav ham et Fingerpeg om, at den systematiske
Theologi, som han den Gang særlig beskæftigede sig med,
ikke laa rigtig for hans Evner. Ved Siden af sine theologiske
Studier dyrkede han imidlertid ogsaa Studiet af Verdenshistorien,
og en Frugt heraf var hans «Udsigt over Historiens vigtigste
Begivenheder» (1826), hvori han lagde mere Vægt paa Kulturhistorien,
end det den Gang i Regelen skete i historiske Lærebøger. 1828
blev han kreeret til Magister artium efter at have forsvaret en
latinsk Afhandling «de Stedingis», der indeholdt en grundig
Undersøgelse om et lille frisisk Bondefolk i Oldenborg, som efter en
heltemodig Frihedskamp blev tilintetgjort af en Korshær, der var
udsendt af Ærkebispen af Bremen. Denne lille Bog, der var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
