Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ulfeldt, Ebbe, 1616–82, dansk Generalmajor og svensk Rigsraad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Vestergøtland og rykkede en Tid mod Halland, men mest
indskrænkede hans Virksomhed sig til mindre Skjærmydsler og Forsøg
paa at besvære den svenske Hær. Allerede i Sommeren 1644
forlod han ogsaa Valpladsen og sin Stilling her ovre, i det han
ombyttede Christiansstad Len med Arnsberg paa Øsel; efter denne
Øs Afstaaelse 1645 fik han Bornholm i Forlening, men tillige
havde han 1644, uden Tvivl paa Grund af at han var Kongens
Svigersøn, faaet anvist en aarlig Pension paa 2400 Rdl. 1648 blev
han Ridder, men snart efter vare hans Anseelses Dage forbi. Hans
Ødselhed havde bragt ham i stor Gjæld, hans Haardhed og
Brutalitet havde gjort ham forhadt i hans Len, og hertil kom
Fjendskabet mod hele det saakaldte Svogerparti fra baade Frederik III’s
og en stor Del af Adelens Side. Allerede 1649 gjorde Kongen
Skridt til at undersøge Klager over ham som Lensmand, i Marts
1650 opsagdes hans Pension, skjønt Frederik III havde stadfæstet
den ved sin Tronbestigelse, i Avg. sendtes en Kommission til
Bornholm for at undersøge hans Forvaltning. Hvad der kom frem
herved viste, at han og hans Fogeder paa mange Maader havde
gjort sig skyldige i Bondeplageri af svær Art, ligesom han stod i
store Restancer med Afgifter og Skatter. Efter en Forhandling
mellem Kongen og Rigsraadet opsagdes ham ogsaa hans Len, og
han fik intet andet, hvad dog Raadet havde anbefalet.
Saa paafulgte umiddelbart efter Hannibal Sehesteds og Corfits
Ulfeldts og dermed hele Svogerpartiets Fald 1651. Ogsaa E. U.
besluttede nu, misfornøjet og trykket af sine. Kreditorer, at forlade
Danmark. Efter paa gammel Adelsmanér at have opsagt
Frederik III sin Tjeneste tog han i Jan. 1652 til Stockholm og tilbød
Dronning Christina Lydighed. Han blev ogsaa i April udnævnt
til Generalmajor ved Kavalleriet, og Christina afviste Frederik III’s
Opfordringer til at sørge for, at han, der var rømt fra Danmark
uden at have aflagt Regnskab for sit mistede Len, maatte blive
stillet for hans Domstol. Han deltog nu med sin Hustru, der
ogsaa var kommet til Sverige, i Hoflivet, men hans Ødselhed
voldte ham atter her det største Besvær; i 1653 rejste han en Tid
til Øsel for at skaffe Penge. Efter Christinas Tronfrasigelse 1654
søgte han endog at komme tilbage til Danmark, i det han tilbød
Frederik III sin Tjeneste mod at erholde sine tidligere Vilkaar
tilbage, et Tilbud, der naturligvis blev afslaaet. Han havde ogsaa
alt andet end aflagt sin gamle Brutalitet, og særlig kom denne nu
til at gaa ud over hans Hustru. Forholdet havde vist aldrig været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
