Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar (Knudsen), 1158–1236, Biskop af Slesvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hemmelig havde V. allerede sat sig i Forbindelse med
Staufer-kongen Philip af Schwaben; det var netop hvad man i Danmark
havde frygtet. Og da Ærkebiskop Hartvig II døde, fik Philip
Bremerne til atter at vælge V. (1207). Paven stillede sig ikke
afvisende; men da V. tillige krævede at gjenindsættes i Slesvig, var
han klog nok til at opsætte Stadfæstelsen af Valget. Snart kom
der ogsaa Indsigelse fra Kapitlet i Hamborg, som havde den
mægtige danske Konge i Ryggen, og Innocents raadede da
Bremerne til at foretage et andet Valg. V. vovede nu Trods mod
selve den myndige Pave, flygtede fra Rom og holdt sit Indtog i
Bremen. Pavens Svar var højtidelig Bandlysning, og Hamborgerne
valgte en Modærkebisp. V. begyndte Krig mod Hamborg og
Danmark, tilrev sig Stade, men mistede atter Borgen og
foranledigede blot, at Valdemar II befæstede sit Herredømme ved Elben.
Philip af Schwaben blev myrdet (1208), men V. gik strax over til
hans Medbejler, Welferen Otto IV, der fra at være Danmarks
Forbundsfælle blev dets Fjende. Bremens Kanniker faldt dog fra
ham og enedes med Hamborgs Kapitel om et nyt Ærkebispevalg,
som fik Pavens Stadfæstelse. V. opgav da alt og drog til Rom,
hvor han kastede sig for Pavens Fødder og blev løst af Bandet,
ja fik endog Tilladelse til at forrette præstelige Handlinger, kun
ikke i Hamborg-Bremens Ærkestift (1210). Ret længe kunde V.
dog ikke finde sig i at være sat ud af Spillet, og han slog ind
paa den fortvivlede Politik at knytte sin Sag uadskillelig til Otto IV,
der nu var bandlyst af Paven. Støttet af sin Svoger, Hertug
Bernhard af Sachsen, bemægtigede V. sig atter Bremen (1211) og
begyndte en hidsig og langvarig Kamp mod den retmæssige
Ærkebisp (Gerhard fra Osnabruck); for at skaffe Midler til Krigen
forødte han Kirkegodset med største Hensynsløshed. Gang paa Gang
slyngede Innocents III Band imod ham, men gik i Graven uden
at have ydmyget ham. Otto IV’s Magt visnede imidlertid hen,
og han rev V. med i sit Fald. Kampen blev mere og mere
haabløs, Danskerne rykkede frem imod ham, Bremerne faldt fra
ham og indkaldte hans Medbejler, selv var han Flygtning ved
Sachserhertugens Hof, men utryg overalt. Da tyede han til det
sachsiske Cistercienserkloster Lokkum. Abbeden troede ham
dødssyg, løste ham af Bandet og tog imod ham som Klosterbroder
(o. 1219). V. kom sig dog, og nu maatte han gaa Bodsgang til
Rom, hvor Pave Honorius III gjenoptog ham i Kirkens Skjød,
men forbød ham præstelig Virksomhed og sendte ham til Citeaux,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
