Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Winther, Rasmus Villads Christian Ferdinand, 1796-1876, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Erotik, til en farligere Følelse, hvis Symptomer Ægtemanden med
Stolthed ringeagtede.
1839 udgav W. to tidligere skrevne Fortællinger «Et Rejseæventyr»
og «Hesteprangeren», 1840 to Digtsamlinger: «Sang og Sagn»
med Tilegnelsen til Kunstbeskytteren Grev Conrad Rantzau-Breitenburg
og den med Diamantskrift trykte lille Sedezbog for Damesykurve
«Haandtegninger». De indeholde nogle af hans ypperste
Digtninger: «Længsel» («Jeg kunde slet ikke sove»), «Vaarsang i
Høst» («Hist ude er koldt»), «Hjærtesorg – Hans og hendes»,
«Sangerens Lykke», «Kong Saul og Sangeren» , «Ridderen og
hans Datter», «En Ven», «En Novelle». Kritikken gjorde opmærksom
paa den mørkere Tone, der begyndte at raade i W.s Digtning,
i Æmnevalg som i Udførelse. Goethes frejdige Klarhed er
ikke som tidligere hans lyriske Forbillede, han efterligner den
Riickertske Sprogvirtuositet («Min Skat»), paavirkes af Heines
Sønderrevethed (den – næsten komisk – uventede Slutningsvending
i «En Ven») og staar under Indflydelse af Byrons Melankoli og
Verdensforagt («En Novelle»). Den mismodige Stemning faldt ikke
i Samtidens Smag. Den havde vel heller ikke nogen Forestilling
om, hvorfra den havde sin Oprindelse. Sindets ædle Sorger og
en finstemt Sjæls Kollision med Tilværelsens Kanter forstod man
vel, at en følsom Digternatur ikke kunde undgaa at kues af, men
at en saa prosaisk Ting som den rene brutale Pengenød kunde
forandre hans Livssyn, vilde man ikke finde Digterhøjheden
værdigt. Og dog var dette Tilfældet her. W. maatte hutle sig
igjennem paa den mest ydmygende Maade, laane af Venner, krybe i
Skjul for Kreditorer og tage mod ethvert lille brødfødende litterært
Arbejde, selv om han gik til det med største Ulyst; endog til
privat Lejlighedsdigtning for Betaling maatte han nedlade sig. Han
søgte forgjæves om en Inspektørpost ved en af Kommuneskolerne;
Klokkerembedet ved Frue Kirke vilde man ikke give ham, fordi
man fandt ham for god til det. Trods hans Mangel paa Lyst – og
man tør vel ogsaa nok sige hans Uskikkethed – til gejstlig
Gjerning begyndte Tanken om at blive Præst paa ny at røre sig hos
ham, og i Begyndelsen af 1841 var han virkelig stillet øverst paa
Listen over Ansøgere til Sognekaldet Holeby-Bursø i hans StifFaders
Stift. Da indtraadte der pludselig en Vending i hans Livsførelse.
Kronprins Frederik (VII) var bleven forlovet med Prinsesse Mariane
af Meklenborg-Strelitz, og til Dansklærer for hende blev W., med
Titel af Professor, udnævnt af Christian VIII, der kjendte ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
