Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zinck, Marie Elisabeth, 1789-1823, Sangerinde og Skuespillerinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dublant i sit lille Syngespil «Hemmeligheden», men det blev dog
«Skolen», der skaffede hende fast Plads i Syngespillet. Da hun
paa Hoftheatret optraadte som Baronessen i det vaudevillemæssig
arrangerede Stykke «Fruentimmerhaderen» sammen med Carl Bruun
(30. Okt. 1811), tog hun Publikum med Storm. Denne Stikces var
dog for intet at regne mod den Furore, hun gjorde, da hun Aaret
efter optraadte som Anine eller Askepot i Isouards Syngespil
«Cendrillon», der opførtes første Gang 29. Okt. 1812. Personlighed og
Rolle smeltede ganske sammen, og den magiske Rose, der skjænker
Cendrillon alle Fuldkommenheder, fortryllede ogsaa Publikum,
der i Anines Æventyrskikkelse saa et kvindeligt Ideal, hvor Ynde,
Skjælmeri og umiddelbart vindende Barnlighed vare de
fremtrædende Træk. Digt og Virkelighed forenedes her paa mere end en
Maade. Et Fjerdingaar efter Førsteopførelsen (7. Febr. 1813) ægtede
hun den unge Georg Zinck, der udførte Askepots lykkelige Elsker,
den ædle Kong Ramiro. Der var dem, der sukkede dybt derved.
Saaledes Carl Bruun, der ogsaa spillede i «Cendrillon», og man
vilde vide, at det gik Kuhlau ligesaa.
Hendes dobbelte Stilling i Skuespil og Syngespil betegnedes
ved Pagen Cherubino, som hun baade gav i Beaumarchais’ og i
Mozarts Klædebon. Det naive i alle Afskygninger var hendes
egentlige Omraade, men ligesom hun skildrede Moderkjærligheden
som Leila i «Salomons Dom» med stort Held, saaledes førtes hun
af Oehlenschlæger endog ind i Tragedien. Hun blev den første
Signe og spillede derefter Valborg og Ragnhild i «Fostbrødrene».
Hendes gode Taleorgan kom hende til Hjælp, og Valborg synes
af disse Roller, der ikke ret laa for hende, at være lykkedes
hende bedst. Som Rahbek sagde, hørte hendes Roller i
Syngespillet til dem, der ikke ere for Halsen alene, og paa den anden
Side var det hende kjært, naar en Skuespilrolle havde lidt Sang,
f. Ex. Ida i «Herman von Unna». Hun stod paa Grænsen af de
to Kunstarter, kunde ikke kaldes en stor Skuespillerinde, endnu
mindre en stor Sangerinde, men som «Naturens Datter», som sit
eget Væsens Fremstillerinde naaede hun i den dramatiske Musiks
Sfære det fuldkomne. En af hendes mest beundrede Roller blev
Titelrollen i Himmels Syngespil «Fanchon», men Cendrillon stod
som typisk for hendes Kunst og kunde ikke fordunkles derved.
Mod hendes Banes Slutning tog Sangstemmen af. Der lød
endog en Aften, da hun sang Cherubino, en Mishagsytring. Hun
optraadte sidste Gang som Rose i «Sovedrikken» 18. Marts 1823.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
