Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Birckner, Michael Gottlieb, 1756-98, Præst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
spildt Umag, om en Stat ved Forbud og Tvangslove vilde
søge at hindre Gjæring i Religionssager. Dog bør
Trykkefriheden ogsaa have sin Grænse. Det maa ikke
være tilladt direkte at opfordre Medborgere til med
fysisk Magt at kuldkaste eller forandre Konstitutionen
eller til at modsætte sig Regeringens og de offentlige
Avtoriteters Handlinger; og det bør heller ikke være
tilladt at blande sig i nogen Privatmands private
Handlinger eller huslige Liv.
En saa frimodig Tale kunde sidst i forrige Hundredaar
være vis paa at finde Modsigelse fra mere end
én Side. Mange mente, at B. gik alt for vidt,
andre vilde ikke anerkjende, at Trykkefriheden
overhovedet burde have Grænser. Aaret efter greb
B. derfor atter Pennen for at værge sit Skrift,
og i en tredje Afhandling, «Videre Undersøgelser om
Trykkefriheden og dens Love» (1798), hævder han sin
Grundanskuelse over for sine Kritikere, især over for
Professor J. F. V. Schlegel. Der er i Grunden kun ét
Punkt, paa hvilket han giver Kritikken Ret. «Halvt
uvillig» indrømmer han, at Skribenter, som ved
Hjælp af en smudsig Fantasi søge at opvække urene
Lidenskaber hos Læserne, bør underkastes en passende
Straf. Hans «halve Uvillighed» til denne Indrømmelse
skriver sig fra, at han ser, «hvilken Magt der med
det samme bliver indrømmet Dommeren over Geniets
Værker overhovedet, og hvor lettelig denne Magt kan
misbruges paa barbarisk Maade». «Dog», udbryder han,
«fordømt være al Kunst og Skjønhed, naar de endog
kunde forlede et eneste Menneske fra Dydens Veje!»
Kampen for Trykkefriheden er B.s uvisnelige
Hæderskrans; men denne Kamp var ikke vel set
i de ledende Kredse. Ikke des mindre blev han
28. Nov. 1798 udnævnt til Sognepræst i Vemmelev og
Hemmershøj, en Forflyttelse, som vilde have friet
ham fra Fattigdommens Byrde. Men den kongelige
Naade kom for sent; Sygdommen havde taget hans
sidste Kræfter. Allerede 1. Dec. døde han. Først
ved hans Død gik det op for mange, hvilken Plads han
havde udfyldt i vor fattige Litteratur. Medens hans
Venner priste hans rene Karakter, der ikke kjendte
til Menneskefrygt, indrømmede Modstanderne nu, at
hans Død var «et virkeligt Tab for Litteraturens
Hæder, som i ham vilde savne en lærd og selvtænkende
Mand». Paa hans samlede Skrifter tegnede der sig 2100
Subskribenter, og ved hans Død blev der sammenskudt
2500 Rdl. til bedste for hans Enke. Hun blev siden
Jonas Collins
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
