Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fenger, Carl Emil, 1814-84, Læge og Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
baade som Læge og som klinisk Lærer et Navn og en Avtoritet,
der stillede ham paa en ganske særlig høj og enestaaende Plads i
det lille medicinske som i det store Samfund.
Hans nye Universitetsvirken var dog for saa vidt en Fortsættelse
af hans tidligere, som den gik ud paa den praktiske Anvendelse
ved Sygesengen af det, han tidligere theoretisk havde doceret. I
skarp Modsætning til sin Forgænger Bangs hippokratiske,
inspiratoriske Methode indprentede han sine Disciple Vigtigheden og
Nødvendigheden af den nøjagtigste, mest detaillerede Undersøgelse af
de syge med Benyttelse af alle for Haanden værende naturvidenskabelige
Hjælpemidler. Hans kliniske Foredrags fængslende Form
og logiske Stringens, hans lige saa humane som overlegne Aand
samlede om ham en bestandig større Skare af beundrende og ivrige
Disciple, der satte den største Ære i at forske skarpsindig og
arbejde ihærdig efter Mesterens Tilskyndelse og Forbillede, efter
den rationelle Naturvidenskabs empirisk-skeptiske, men altid positive
Forudsætninger. Skjønt han lige saa lidt som andre Aktualitetens
store Klinikere med Forkjærlighed sad ved Skrivebordet, var han
dog i disse sine medicinske Glansaar tillige litterært virksom, og i
det af ham i 1856 udgivne voluminøse Bind «Hospitalsmeddelelser»
har han ikke alene samlet værdifulde Bidrag fra de forskjellige
Hospitalsafdelinger og hovedsagelig fra sine egne Disciple, men selv
skrevet flere Afhandlinger, der ved deres Klarhed, Ædruelighed og
Grundighed udgjøre et smukt og karakteristisk Litteraturmonument
om hans kliniske Virken. I 1859 publicerede han end videre i
«Hospitalstidende» en større Afhandling, «Bidrag til Oplysning om
vor Tids therapevtiske Bevægelse», der fremkom som Svar paa et
Angreb fra hans Fakultetskollega A. Buntzen. Denne stillede sig
paa det gamle inspiratoriske Standpunkt med Hensyn til
Sygebehandling og bebrejdede ham, at han indpodede sine Disciple
den moderne, alt for kritisk-skeptiske Aand. F. gjør da udførlig
Rede for sit Standpunkt i en Fremstilling, der tør betegnes som
ligefrem klassisk og illustrerer Forfatteren som en Lægepersonlighed
af den ædleste Art. Det centrale i Afhandlingen, der vakte stor
Opsigt ogsaa uden for de medicinske Kredse, gaar ud paa, at
Lægekunsten skal være den «ærlige Kunst, der gav, hvad den selv
troede var godt, men ikke gav den en Sten, som bad om Brød».
F.s overordentlige Arbejdskraft og mangesidige Evner tillode
ham imidlertid at omfatte meget mere end denne i og for sig
særdeles betydningsfulde Gjerning. Vel kunde han ikke fortsætte sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
