Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - v. d. Goltz, Joachim Rüdiger Baron, 1620-88, Officer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
v. d. Goltz, Joachim Rüdiger Baron, 1620—88, Officer,
var Søn af polsk Ritmester, siden Landsdommer, Georg Golcz og Elsa
Louise v. Flemming. Født paa Godset Clausdorf i Vestpreussen
deltog J. R. v. d. G. som kejserlig Kapitajn i den sidste Del af
Trediveaarskrigen, tjente saa nogle Aar i den franske Hær (hvor
han fik sit Vaaben «forbedret» med de bourbonske Liljer og Titel
af Baron), indtil han 1654 tog Tjeneste hos Frederik Vilhelm af
Brandenborg, den store Kurfyrste. Med dennes Tropper kæmpede
han 1656 mod Polakkerne ved Warschau, 1658—59 mod Svenskerne
i Jylland, 1664 mod Tyrkerne i Ungarn, 1672 og 1674 mod
Franskmændene ved Rhinen og 1675 atter mod Svenskerne ved Fehrbellin.
Overalt udmærkede han sig og var efterhaanden stegen til General
af Infanteriet, hvorfor Christian V, da han i Foraaret 1677 efter
C. v. Arenstorffs og Weyhers Død og Johan Adolf af Pløens
Bortrejse mente at maatte indforskrive en ny Overgeneral, lod sine Øjne
falde paa v. d. G., som uden at forlade den brandenborgske Tjeneste
udnævntes til dansk Feltmarskallieutenant. Hans kortvarige Tjeneste
her til Lands er dog kun mærkelig som Illustration til de sørgelige
Kommandoforhold, som da herskede i Hæren. Kort efter sin
Ankomst til Skaane havde v. d. G. baade Lejlighed og Vilje til at bibringe
Svenskerne et Nederlag (ved Rønneberge, 27. Maj), men efter andre
Generalers Raad besluttede Kongen at opsætte Angrebet, og
Øjeblikket gik tabt. Det uheldige Udfald af Stormen paa Malmø
(25. Juni) og Slaget ved Landskrone (14. Juli) maa tilskrives Mangel
paa Enhed og Fasthed i Ledelsen, som atter, for en Del i det
mindste, havde sin Grund i den Skinsyge, der herskede mellem v. d. G.
og to af hans dygtigste Underførere, G. A. Bauditz (I, 601 ff.) og
Henr. Ruse; den Erklæring, Ruse afgav til Forsvar for sit Forhold
ved disse Lejligheder samt ved Landskrones Befæstning, er saa at
sige Punkt for Punkt en Klage over Overgreb og mangelfuld Støtte
fra v. d. G.s Side. Baade Bauditz og Ruse bleve kort efter fjærnede
fra Hæren, og v. d. G. fik i førstnævntes Sted Kommandoen ved
Landgangen paa Rygen, men, da han ogsaa her strax kom paa Kant med
sine undergivne, søgte og fik han i Sept. s. A. Tilladelse til at vende
hjem til Berlin; et Rytterregiment, han havde faaet efter den ved
Christiansstad faldne Oberst Rauch, opløstes. En samtidig giver ham
det vistnok ganske træffende Skudsmaal, at han var «en brav
Soldat, men for hidsig og ikke mægtig nok til at styre Hovedværket»,
ukjendt, som han tilmed var, med danske Forhold.
3 Aar senere traadte v. d. G. i kursachsisk Tjeneste som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
