Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hauch, Johannes Carsten, 1790-1872, Digter og Zoolog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han mig aldrig at være overgaaet af nogen anden». – Med den
poetiske Sans vaagnede hos ham Trangen til digterisk Frembringelse.
«En stærk Fantasi», siger han, «har jeg bestandig haft baade i god
og i ond Betydning», og denne Ejendommelighed præger ogsaa
hans første poetiske Arbejder (fra 1814 og følgende Aar), nogle
lyriske Digte, der røbe stærk Paavirkning af den romantiske Skole.
I Digte som «Himmelblaaet», «Plantelivet» o. a. opfatter han
saaledes Naturen symbolsk: Himmelblaaet er «Jordens Fantasi», en
«Længsel, der har brudt sit Fængsel», og Planten er Livets
hemmelighedsfulde «Midte», der forbinder det, som vaager, med det, som
sover, den organiske Natur med den uorganiske. Den romantiske
Stemning fik dog ikke hos H. et saa overspændt, usundt Præg som
undertiden hos Ingemann; dertil var hans Natur for sund. Ganske
vist var han en kort Tid paa Vej til at komme ud i den Romantik,
der – som han selv siger med «Jean Paul» – blev «et tomt
Maleri af Æther i Æther med Æther». Men han blev opmærksom
paa Faren og rettede selv et satirisk Angreb, paa den Art
Romantik i «Rejsen til Ginnestan, et dialogiseret Æventyr» (i
«Kontrasterne», 1816). – Ved Siden af Lyrikken forsøgte H. sig
ogsaa i Dramet og skrev, foruden det nys nævnte «Kontrasterne»,
«Rosaura, et lyrisk Drama» (1817). Men da disse Arbejder ikke
sloge igjennem, og da Oehlenschläger, hvis Dom for ham var en
Højesteretsdom, udtalte sig med Tvivl om hans poetiske Begavelse,
sagde han resolut Farvel til Digtningen. Men hvilken Vej skulde
han saa vælge? Faderen havde altid ønsket, han skulde studere
Jura for at gaa den højere Embedsbane, men det Studium nærede
H. en afgjort Utilbøjelighed for. Han maatte imidlertid bestaa en
temmelig alvorlig Kamp med sin Fader – en Kamp, der har
afspejlet sig i hans Skuespil «Tycho Brahes Ungdom» – for at faa
Lov til at følge sin egen Tilbøjelighed, der afgjort pegede i
Retning af Naturvidenskaben. En Tid var han meget optaget af
fysiske Studier. Forskjellige Omstændigheder droge ham i den
Retning: hans Farbroder Overhofmarskal A. W. H. havde et anset Navn
som Fysiker, og han overværede ofte hans Experimenter; H. C. Ørsteds
Forelæsninger over Naturlæren virkede i samme Retning, ikke
mindst fordi H. i dem fandt noget beslægtet, da Ørsted var en
Del paavirket af den romantiske Naturfilosofi. Imidlertid blev det
dog ikke Fysikken, men Zoologien, han til sidst kastede sig over
som sit Hovedfag; han bestod Magisterkonferensen heri med
Udmærkelse og udarbejdede derefter en Afhandling om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
