Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye, 1813-55, æsthetisk-filosofisk-religiøs Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Øxehug, der skulde til for at vække denne «Mængde i Usandhed»
og «disse Førere, der levede af at vedligeholde Bedraget»? K. tror
det og begynder dermed det tredje Afsnit af sin Livsgjerning, det
Skridt for Skridt bestandig voldsommere og vildere Angreb paa
den officielle Kristendom (først gjennem Bladartikler i «Fædrelandet»
og siden gjennem Flyveblade og hans eget Tidsskrift: «Øjeblikket»),
som i Løbet af et Aar fortærede hans sidste Rest af Livskraft og
som, hvor faa eller hvor mange Sandhedsblink der end maatte
findes deri, allerede paa Grund af den lidenskabelige Voldsomhed,
hvormed det endte, nødvendigvis maatte forblive foreløbig virkningsløst.
Saa ufarligt regnede man det, at den angrebne Part end næppe
fandt det fornødent at svare eller paa anden Maade standse
Angriberen. Men dette var skjult for K. Da han 11. Nov. 1855
udaandede, var det i fast Forvisning om, at hans Død var det
eneste, hans Sag endnu behøvede for at sejre. –
En uendelig tragisk Livsførelse var afsluttet. En rigt udstyret
Menneskesjæl var sprængt, fortæret af den indre Modsigelse, der
havde ligget skjult i den fra første Begyndelse. Hvad K. allerede
som 25aarig Yngling i mørke Anelser havde udtalt: «at Familiens
udmærkede Aandsevner kun vare til for gjensidig at oprive hinanden»,
var indtruffet. Kjækt begyndte han som den ægte Romantiker med
i en Haandevending at «døbe Lidenskaberne» og sætte Fornuften,
Tanken, udenfor som Hedning, han, der selv var saa rigt
udstyret med Tanke, at Forsøget nødvendigvis maatte blive farligt.
I lyrisk Lidenskabelighed vil han ikke undersøge, om Kristendommen
er Sandheden, ikke nærmere undersøge, hvad Kristendommen
lærer, men utaalmodig blot lære Menneskene at blive Kristne. Og
se! trods al Anstrængelse bliver hans hele Produktion dog væsentlig
en Fremstilling af, hvad Kristendommen lærer, og han ender med
at se sig stillet lige over for en Kristenhed, der lærer noget himmelvidt
forskjelligt, en Kristenhed med «statslønnede, dekorerede
Sandhedsvidner» i Spidsen, der hævde, at Kristendommen ingenlunde
er uforenelig med denne Verdens Goder, og ikke paa nogen Maade
ville give ham Ret i, at Statsreligionen kun er en Parodi paa
Kristendommen. Hans lyriske Utaalmodighed har hævnet sig. At
man ved Hjælp af en Snes Skriftsteder kan trække mere end én
Livsanskuelse ud af det nye Testamente, at Subjektiviteten, at det,
der opbygger, er Sandheden, at Troens Ridder ganske kan ligne
en Rodemester, at det er let nok at sætte Forstanden til Dørs for
den, som ikke har meget af den, – alle disse Udtalelser træde nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
