Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GAUTERNE
49
saa nær, at der vistnok skulde meget lidet til for at drage den ene over i den anden.
Det nordiske Element var endnu ikke blevet det herskende paa Halvøen, Magten
var da endnu hos det gotiske.
Gau terne omtales allerede af Prokop som et talrigt Folk1. Anledningen til at
han omtaler det, er Erulernes merkelige Tilbagetog til Norden. Efterat være
komne til Varnerne (i det Meklenburgske), droge de, som vi have seet, fra dem
til Danernes Nationer, og da de her havde naaet Oceanet, nedsatte de sig blandt
Gauterne. Hos Jornandes hede Gauterne Gautigoth, rimeligviis en Fordrejelse
af Gaut^iåö, Gautefolket, han kalder dem et raskt, krigersk Folk2. Ogsaa
Angelsaxerne omtale Gauterne (Geåtas) meget i deres Oldkvad, af hvilke eet, det
ypperste angelsaxiske Digt, der er os levnet, besynger den gautske Helt Beowulfs
Bedrifter. Gauterne eller Gøterne have fra den første Tid, vi lære dem at kjende og
indtil vore Dage, beboet Egnene nærmest søndenfor de store Skov- og
Højdestrækninger, der tilligemed de store Søer Væneren, Vetteren og Hjelmaren adskille
det sydlige Sverige fra det nordlige eller de egentlige Sviars Land. De have tillige
stedse dannet to store Hovedafdelinger, de østlige, Østgauterne, og de vestlige
eller V estgauterne, adskilte fra hinanden ved Skovstrækninger, der i Fortiden vare
større og tættere end nu; Østgauterne nærmere Østersøen, især omkring
Motala-Strømmen, Vestgauterne nærmere Væneren, Gøta-Elven og Skagerrakket. Det er
disse Vest-Gauter, om hvilke det nysnævnte Beowulf-Digt fornemmelig handler;
det kalder dem Sø-Gauterne eller Vejrgauterne (Sægeåtas eller Vedergeåtas), og
beskriver dem som raske Krigere og flinke Sømænd. De ovennævnte Indskrifter
med gotiske Runer, som findes ej alene i det nuværende Vestergøtland, men ogsaa
i de Dele af det sydlige Norge, der omgive Skagerrakkets indre Krog, vidne om
at gotisk Indflydelse, følgelig ogsaa gautsk Befolkning, i sin Tid maa have strakt
sig langs Bohuuslens og det nuværende Smaalenenes Kyst, hiinsides
Christiania-fjorden, hvis ydre Deel endog i et norsk Kvad fra det 9de Aarhundrede kaldes
«den gautske Vove». Langt op i Landet synes imidlertid denne Befolkning ej at
have naaet. Men vist bliver det imidlertid, at den sydøstlige Deel af Norge i hine
fjerne, før den egentlige norske Historie liggende Tider, laa indenfor den Kreds,
hvor gotisk Kultur var den herskende.
Danerne nævnes allerførst af fremmede Skribenter fra det 6te Aarhundrede
e. Chr. Jornandes omtaler dem blandt Skandja’s Folk, og lægger til, at det var
1 k’Ovoç TiolvdvdQvmov, Prokop. Got. Kr. II. 15.
2 Jorn. Cap. 3. Gautigoth, acre hominum genus et ad bella promtissimum. Han nævner ogsaa
Ostro-gothæ, hvorunder han maaskee forstaar Østergøterne, imidlertid kan det nok være, at han ved dem har
tænkt sig, eller rettere at hans Hjemmelsmand har meent 0-Goterne paa Gulland.
4 — Munch; Det norske Folks Historie. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
