Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
THEGNER
127
Naar det i Norden blev det sædvanlige, at Kongetitelen ved en stiltiende
Vedtægt smeltede sammen med Herskerværdigheden i de enkelte Fylker, lader
sig vanskeligt bestemme. Vi have ovenfor antydet, at Kongetitelen selv neppe
opkom førend efterat Drottnerne havde begyndt at gjøre mere udstrakte
Erobringstog; og det kan blot have været den uforholdsmæssige store Magt og Rigdom,
flere fra slige Tog hjemvendende Konger havde erhvervet, som hjemme gav dem
en saadan Overvægt, at de først de facto, siden de jure blev Fylkets Herrer. Det
er merkeligt nok, at vore Oldsagn fornemmelig sætte Kongenavnets Oprindelse
i Forbindelse med Dan og Danp, altsaa med Hleidrekongernes Rige, i hvilket,
som vi have seet, gotisk Kultur var forherskende. Thi ogsaa Tacitus siger
udtrykkeligt om Goterne, at de regjeredes af en Konge, allerede noget strengere
end de øvrige Germaner. Heraf skulde man formode, at de egentlige Kongeriger
i Norden først oprettedes af Goterne, og at de øvrige Nationer siden fulgte deres
Exempel. Dette bliver i og for sig ej usandsynligt, naar man overvejer, hvorledes
Goterne ogsaa i andre Henseender synes at have været forud for de øvrige
Germaner i Dannelse, og ligesom at have viist dem den Vei, de i deres videre
Kultur-Udvikling havde at betræde1.
Hvor en Konge herskede med anerkjendt Myndighed, kunde man saaledes
med Hensyn til ham inddele de fribaarne Indbyggere i to Klasser, de, som ikke
stode i noget Afhængighedsforhold til ham, uden forsaavidt de erkjendte ham som
Fylkets Regent, og de, der vare hans haandgangne Mænd. De første bleve i
Almindelighed, som det synes, kaldte Kongens Thegner, et Navn, der oprindeligt
lader til at have betegnet «et Sverd» (saaledes endnu det tydske «Degen»), siden
en «Kriger», men som i vore Oldskrifter aldrig bruges, uden i Betydningen «fri
Undersaat», deels i Forhold til Kongen, deels lige overfor de Ufrie eller Trællene2.
Hvor derimod Forholdene vare indviklede, nemlig hvor en ældre Befolkning var
undertvungen, der laa det i Sagens Natur, at man ved «Thegn» ej alene forstod
«en Undersaat», men en Undersaat af den højere Klasse, der igjen havde flere
1 Endog Snorres Ord om den af Dan indførte Begravelsesmaade blive her af en særegen Betydning.
Det heder, at han, tvertimod den ældgamle (af Odin indførte) Skik, at Ligene skulde brændes, lod sig
høj lægge ubrændt med Hest og Vaaben, og at fornemme Mænd sidenefter fulgte denne Skik. Men denne
Begravelsesmaade er alene den, som Frau ja-Dyrkelsen synes at have medført, eller den gotiske, der
fornemmelig i Danmark, efter de undersøgte Grave at dømme, synes at have været den sædvanlige, og
følgelig ogsaa viser sig som udgaaen fra Goterne.
2 I vore ældre Love og Retsakter tales der hyppigt om «Thegngilde», eller den Bod, som en Thegns
Drabsmand havde at betale til Kongen, fordi han berøvede ham en Undersaat; og den islandske Skald
Egil Skallagrimssøn, berømmer i et Kvad sin afdøde Søn, fordi der i ham var «et daarligt Evne til en Thegn»
(ills Jjegus efni vaxit), det vil sige, han var for stolt og frisindet til at ville adlyde nogen Konge. Ligeledes
heder det ofte i Love og Sagaer: {>egn ok Jjræll d. e. «Fri og Ufri».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
