Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FAMILIELIV. KVINDENS ANSEELSE
137
var given, og man behøvede blot derefter at lempe Beregningen. Kun enkelte
Forbrydelser lode sig ikke afsone med Bøder, eller vare saakaldte Ubodemaal,
nemlig de virkelige St at sforbry deiser og Nidingsverk; de stillede Forbryderne,
som vi ovenfor have viist, udenfor Loven (ütlægr) og gjorde ham derved fredløs.
8, 9. Familielivet.
Da den germaniske Samfundsorden i sit egentlige Grundlag var patriarchalsk,
og beroede paa en Forbindelse, ikke saameget mellem enkelte Individer, som
mellem enkelte Familier, fulgte ogsaa heraf, at Familielivet blandt vore ældste
Forfædre spillede en langt vigtigere Rolle end Statslivet, der desuden for at trives
paa den Maade, som det trivedes i Grækenland og Rom, fordrer Borgernes
Til-sammenboen i Stæder, tvertimod den germaniske Skik, at bosætte sig i adspredte
Landgaarde. Med Familielivets Vigtighed hos vore Forfædre fulgte ogsaa den
større Agtelse for Kvindekjønnet, som var Germanerne egen, og som allerede
Tacitus omtaler1. Monogamiet var vel ikke ligefrem paabudet, og de Tilfælde
omhandles endog udtrykkeligt, hvor een Mand havde flere Koner; men deels
synes dette blot at have været en Frihed, som enkelte fornemme Mænd toge sig,
deels synes dog altid en af Hustruerne at have været anseet som den fornemste
i Sammenligning med de øvrige. Fornærmelser mod Kvinden bødtes efter hendes
Mands, eller, om hun var ugift, efter hendes Faders Ret; til Arv stedtes hun i
Førstningen vistnok ikke uden i det Tilfælde, at der ej var mandlige Arvinger i
samme Slægtskabsgrad,2 og i enkelte nordiske Lande, som det synes, slet ikke3;
men hun fik, naar hun giftede sig, som oftest Medgift (heimanfylgja), og maatte
desuden i de ældre Tider ligesom kjøbes af sin Mand ved en bestemt Sum (mundr),
der blev hendes egen Ejendom. Kvindens Egteskabsbrud straffedes strengt, med
Skjændsel og Død4. Kvinderne deeltoge i Mændenes Gilder og bidroge ved sin
Nærværelse til at forekomme voldsomme Scener; de plejede som oftest at
indfinde sig ved Thing og Folkeforsamlinger; toge endnu stundom, som «Skjoldmøer»,
Deel i Striden; de besørgede ikke sjelden Off ringer ved Templerne, og optraadte
som Sandsigerinder; det var derhos isærdeleshed Kvinderne, der beskjeftigede
sig med den i de ældre Tider saa frygtede Seid eller Trolddom, ligesom
Lægekunstens Udøvelse næsten udelukkende var Kvinderne overladt. Overhoved
tænkte man sig virkelig, som Tacitus siger, «at der med Kvinden var noget helligt
1 Tac. Germ. Cap. 18. 2 Ældre Gul. L. Cap. 159. 186. 190.
3 I Danmark skal Sven Tjugeskegg allerførst have givet Døttrene Arv. Se Saxo, 10 Bog S. 494.
4 Se Tac. Germ., Cap. 18. Jvfr. Halfs Saga Cap. 8.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
