Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S 0 VÆ SEN
179
Til Fjernvaaben brugtes, foruden Frakken og Geiren, ogsaa andre mindre Slags
Kastespyd, og fornemmelig Pilen (ör egent, arhv, angelsaxisk earh eller stræl),
udskudt af Haandbuen. Af Forsvarsvaaben var, som nys anført, Hjelmen og
Skjoldet de sædvanligste. Hjelmen var i Regelen af Metal eller forsynet med en
ydre Metalbelægning; rige og anseede Folk brugte den forgyldt. Særeget synes
det at have været for de Stammer, der nærmest hørte til den gotiske Kulturkreds,
at bære Hjelme, forsynede med en haarbesat Kam, eller andre Forsiringer, der
gav dem en fjern Lighed med Vildsvinet eller Galten, der fornemmelig var Frau ja
helliget1. Paa Tacitus’s Tid var det endnu ikke almindeligt i Tydskland, at Alle
havde Hjelme, da Mangelen paa Metaller endnu dertil var for stor; en saadan
Mangel antydes dog ikke i vore Oldskrifter, men det er dog i sig selv rimeligt,
at de mere ubemidlede da, som senere, hjalp sig med simplere Hovedbedækninger.
Nordmændenes Skjold synes, deels efter Beskrivelserne, deels efter dem at dømme,
som endnu ere vedligeholdte, at have været af samme Slags, som de, Tacitus
tillægger Goterne, nemlig runde, og heller ikke synderlig store, sædvanligviis af
Lindetræ, belagte med Jernplader, og forsynede med en Bule (rönd). Forresten
brugte man som Forsvarsvaaben ogsaa Brynjen eller Serken, bestaaende af i
hinanden gribende Smaa-Ringe. Undertiden brugtes ogsaa Skindkjortler, endog de
saakaldte Vargstakke eller Ulveskindspelse. Alle disse Forsvarsvaaben kaldte
man tilsammen hlif, i ældre Tider ogsaa, som det synes, sarvi eller sörvi, (angels,
searu), og det var charakteristisk for den germaniske Stamme i det Hele taget,
at give hvert enkelt Vaaben et særegent Navn.
Vore Forfædre kæmpede sjelden eller aldrig til Hest. Dette var derimod ikke
saa sjeldent blandt Tydskerne og Goterne; derfor finde vi og Hesten som et af de
fornemste Klenodier begravet tilligemed dens Herre i flere danske, fornemmelig
jydske, Grave. Norge var heller ikke synderlig skikket for Rytteri, der bedre
passede for Danmarks og Tydsklands Sletter. Derimod spiller Søkrigen allerede
i de ældste norrøne Sagn en væsentlig Rolle. Endog Guderne tillagde man
underbare Skibe, som Odins eller Freys Skib Skidbladner, der kunde sejle baade over
Land og Vand, og Balders Skib Ringhorne, i hvilket hans Liig blev brændt; paa
Skibet Naglfar, hed det, skulde Jøtnerne og Riimthusserne i Ragnarøkkr komme
1 I Digtet om Beowulf og andre angelsaxiske Digte tales især meget om disse Hjelmsmykker i
Vildsvineform (eoforcumbel, eofor heafodsegn, swj’n ofer helme o. s. v.), og derfor finder man ogsaa enkelte
Hjelme kaldte «Hildesviin», «Hildegalt». Det var Freys og Freyjas gyldne Galt, i vore Oldsagn kaldet
Gullinbursti, som man her efterlignede. Og mærkeligt nok fortæller Tacitus (Germ. Cap. 45) ogsaa om
Æstyerne, der uagtet deres ugermaniske Sprog dog, som han udtrykkeligt siger, fulgte sveviske (hos ham
nordtydske) Skikke, og i alle Fald maa have været Goternes nærmeste Naboer, at de tilbade Gudernes
Moder (d. e. Fraujo, Freyja, Frigg) og som et Symbol derpaa bar Vildsvine-Skikkelser (formas aprorum),
hvilket de holdt for at være ligesaagodt som Vaaben og alt andet Forsvar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
