Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78
OLAF HARALDSS ØN
medens Erik, om muligt, gjerne havde berøvet ham alle hans Forleninger. Erling
Skjalgssøn havde liden Lyst til at bøje sig for Kongen; «den Tjeneste, jeg yder
dig med min gode Vilje, maa dog være dig fordeelagtigere end den tvungne»,
sagde han og afbrød Samtalen. Men Erlings Venner og Frænder bade ham paa
det indstændigste at give efter og ikke drive Sagen til det yderste; «du vil jo dog
alligevel», sagde de, «stedse blive den fornemste Lendermand formedelst din
Driftighed, dine mægtige Frænder og din Rigdom». Erling, som indsaa, at Kongen ikke
var den, der lod sig lede eller skræmme, medens en Kamp med ham dog var
betænkelig nok, gav efter, gik Kongen til Haande, og overlod Betingelserne ganske
til ham. Disse omtales ikke udtrykkeligt. Det heder senere, at han fremdeles
havde meest at sige over Bønderne mellem Sognsø og Lindesnes, men derimod
havde langt mindre Vejtsler end forhen1. Man maa derfor antage, at han nok
har beholdt enkelte Vejtsler i Landskaberne mellem Sognsø og Lindesnes, men
at han ikke, som hidtil, blev den egentlige Bestyrer af disse Landskaber eller
forlenet med alle Kongsgaardene, thi endog i Rogaland selv finde vi ikke længe
efter Agvaldsnes omtalt som en Kongsgaard, der ej stod under Erlings, men en
kongelig Aarmands Bestyrelse, og denne Aarmand selv har desuden det Hverv
at paase Lovenes og de kongelige Befalingers Overholdelse2. Det er saaledes
umiskjendeligt, at det nu virkelig var lykkets Olaf at ydmyge den stolte
Erling. Dette vidner saavel om den Magt, Olaf allerede da maa have erhvervet
i Landet, som den Kraft, hvormed han optraadte og vidste at gjøre sin Vilje
gjeldende.
Da Olaf kom til Viken, vovede de Daner, som Danekongen havde indsat til
Sysselmænd, ikke at oppebie ham, men rejste hjem til Danmark. Det er forhen
viist, at den Deel af Viken, som ved Skiftet efter Svoldrslaget var tilfalden
Danekongen, var den vestlige Deel, eller Landet lige fra Lindesnes til Svinesund3.
Eftersom Olaf drog ind ad Viken, holdt han Thing med Bønderne og blev nu uden
Modsigelse tagen til Konge, ligesom han og oppebar alle kongelige Indtægter.
Da han var kommen til Tunsberg, sejlede han østover Folden forbi Svinesund,
hvor Ranrike begyndte, hvilket endnu stod under Sviakongens Herredømme.
1 Se Olaf den helliges Saga, Cap. 111, Snorre, Cap. 122.
2 Denne Aarmand var Thore Sel, se nedenfor. Thore optræder som den, hvem det paalaa at se
Kongens Forbud mod Kornudførsel fra det sydlige Norge overholdt.
3 Se ovenfor B. III. S. 370. En anden, maaske mere umiddelbar Bekræftelse paa, at i det mindste Agder
hørte til den danske Deel af Norge, indeholdes i den merkelige Runeindskrift paa Galtelandsstenen i Evje,
i Robygdelaget, der hørte til Agder: «Arnstein rejste denne Steen efter sin Søn Bjørn, der døde i Hæren,
da Knut rejste til England»; altsaa maa man formode, at Knut paa Vejen til England enten har lagt ind
under Agder, eller i det mindste faaet Folk derfra. I begge Tilfælde synes Indskriften at vise, at Agder
regnedes til hans Rige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
